Naturliv

AFRIKAS URSKOVE OG DERES DYREVERDEN. 157 Tordenen ruller, jo hæftigere Regnskyllene falder, desto yppigere trives alle Planter, i desto rigere Former optræder Dyreverdenen; jo tidligere Regntiden begynder, desto længere varer den, desto vid- underligere er dens Virkninger. I nøjagtig Overensstemmelse med den tiltagende Fugtighed tiltager Skovene i Udstrækning, Tæthed og Højde. Ud fra Flodbredderne bemægtiger Planteriget sig det indre af Landet, og fra den tæt bevoksede Jord lige op til de højeste Kroner fylder de alle Mellemrum. Træer, som man andet Steds har set som smaa Dværge, vokser her op til Kæmper; bekendte Arter bliver til Støtte for endnu ubekendte Snyltevækster, og mellem dem kæmper en hidtil uset Planteverden sig frem op imod Lyset. Men ogsaa her, i det mindste i Skovenes nordlige Bælte, virker Vinterens Glød og Tørke saa mægtigt, at de periodisk tilintetgør Træernes Bladdragt og fordømmer i det mindste de fleste af dem til fuld- stændig Hvile for nogle Uger. Saa meget tydeligere klinger derfor Foraarets Raab gennem den slumrende Skov, saa meget kraftigere rører sig efter en saadan Vinterdvale det Liv, som den frugtbringende Aarstids første Regnskyl fremmaner. Jeg skal vælge Foraaret i disse Lande, for, saa godt jeg kan, at skildre deres Urskove. Regnskyernes Herold og Bærer, Sønden- vinden, maa endnu i Strid med de svale Luftstrømme fra Nord, om Skoven skal aabenbare hele den Herlighed, hvori den kan fremtræd©; og paa en af dens Pulsaarer, paa en Flod, maa man trænge ind i den, om man vil lære dens rigeste Liv at kende. Den i Habesch- Bjærgene udspringende Asraldi eller »Blaa Nil« maa vælges dertil; thi med den er forbundet de herligste Naturbilleder, jeg nogen Sinde har set i mit lange Rejseliv, og her turde jeg være en bedre Vej- viser end paa mangt et andet Sted; hvorvidt jeg imidlertid ogsaa, som jeg kunde have ønsket, kan være en Skovens Tolk, derom tvivler jeg højligt. Thi Urskoven er en Verden, fuld af blændende Glans og æventyrlig Pragt, et Vidunderlige, hvis Skatte intet Menneske endnu har lært fuldstændigt at kende, langt mindre hævet, et Skatkammer, som har uendelig meget mere at skænke, end man kan modtage, et Paradis, hvori Skabelsen hver Dag synes at fornyes, en Tryllekreds, indenfor hvilken der, for den, som træder derind, uophørligt oprulles storartede og idylliske, alvorlige og muntre, lyse og mørke Billeder, et af Tusinder lige tiltalende Enkeltheder bestaaende, uendelig