Naturliv

158 AFRIKAS URSKOVE OG DERES DYREVERDEN. mangeformet og dog harmonisk sammensmæltende Hele, som trodser enhver Beskrivelse. Et lille, til Rejsebaad forvandlet let Fartøj, et saadant, som man netop finder i Khartum, den ved de to Nilarmes Sammenløb be- liggende Hovedstad i det østlige Sudan, fører os hen ad den højt svulmende Asrakh. Haverne omkring de sidste Huse i Hovedstaden forsvinder og Steppen strækker sig lige ud til Flodbredderne. Hist og her ser man endnu en By af enkelte Hytter, der undertiden ligger ret venligt dækkede af Mimoser, undertiden er omgivne og omsluttede af Slyngplanter, der hænger ned fra de omstaaende Træer; men for- øvrigt rundt om intet andet end den bølgende Græsskov og de faa Træer og Buske, der hæver sig over Steppen. Men allerede efter en kort Sejlads har Skoven bemægtiget sig Biedden og strækker sine med Torne bedækkede Grene ud over Vandet. Fra nu af gaar Sej- ladsen kun yderst langsomt. Modvinden forhindrer, at der føres Sejl, Skoven, at Baaden bliver trukken op ad Floden. Med Baadshager skyder Matroserne Fartøjet frem Fod for Fod, og kun naar en af dem i den tætplantede Mur ved Strandbredden opdager en lille Aabning, hvor han kan sætte Foden, styrter han sig i Floden med Træklinen mellem Tænderne, anbefalende sit Legeme til Muhsa, alle søfarendes Skytshelgen, og anraaber hans Hjælp mod de her talrige Krokodiller, svømmer op imod Strømmen til det udsete Sted, slaar Tovet omkring en Træstamme og lader saa sine Kammerater hale Fartøjet frem. Paa denne Maade arbejder Folkene fra tidlig Morgen til silde Aften, og naar Dagen endelig er forbi, har de maaske befordret den rejsende en eller højst et Par geografiske Mil' Ikke desto mindre gaar Dagen alligevel, uden at den, som har lært at se og høre, finder Sejladsen langsom eller kedelig. For Naturforskeren saavel som for enhver op- mærksom Iagttager har hver Dag noget nyt at vise, for Samlere de mangfoldigste Ting at byde. Endnu kan man fra Tid til anden træffe paa Spor af Mennesker. Den, der fra Flodbredden følger disse Spor, kommer ad en smal, ai tæt Krat paa begge Sider snævert begrænset Sti til en mærkelig lille Folkestammes Boliger. Det er Hassanierne, der hør har deres Hjem. Hvor Træerne i Skoven staar mindre tæt, og disse ikke hvælver deres Kroner i tre eller fire Etager over hinanden, men be- staar af højstammede, skyggefulde Mimoser, Kigelier, Tamarinde- og