Naturliv

LAPLANDS FUGLEBJÆRGE. 9 drister sig til at bo under Tag med Mennesker, forsøger han ikke at kæmpe imod hendes Egensindighed, men lader hende i Stikken og flygter atter ud paa det sikre Hav, hvor han afventer hendes daglige Besøg. Vor Edderfuglefrue lader sig ikke bringe ud af Fatning der- ved, hun slæber endel Ris og Kviste sammen, tillader gerne, at man hjælper hende, stabler Ris og Tang sammen til en Bunke, graver med begge Fødder en Grav, afrunder og glatter denne under uophørlige Svingninger og Drejninger med Brystet og begynder derpaa den endelige Beklædning af Reden. Hun tænker kun paa sit Afkom og rykker derfor af sit Bryst de uforligneligt bløde Dun, danner deraf et Slags Tæppe, som udforer hele Reden og desuden ved dens øverste Kant danner en Krans af en saadan Tykkelse, at den, naar hun for- lader Reden, kan benyttes som et Tæppe, der holder al Kulden borte fra Æggene. Allerede inden hun har faaet den indre Beklædning færdig, begynder hun at lægge sine forholdsvis smaa Æg, hvis Skaller er glatte og smudsig- eller grøngraa, indtil Kuldet, der bestaar af seks til otte, sjældent flere eller færre, er blevet fuldtalligt. Det er paa dette Tidspunkt, at Nordmanden har ventet, det er Egennytte, der har gjort ham saa gæstfri overfor Fuglen. Værten forvandles nu til en Røver. Hensynsløs tager han Æggene ud af Reden, ligesom han uden Betænkning berøver denne den indvendige Beklædning, der bestaar af do kostbare Dun. Fire og tyve til tredive Reder afgiver to Pund Dun til en Værdi dér paa Stedet af henved tredive Kroner. Disse Tal turde forklare Nordmandens Handlemaade. Med tungt Hjærte ser Edderfuglehunnen sine Forhaabninger for det Aar skuflede, og hun flyver til Søs ud til den ventende Ægte- mage. Om denne nu indtrængende gentager sine Advarsler, derom kan jeg ikke have nogen Mening; men jeg kan forsikre, at han véd at trøste hende. Der vækkes endnu en Gang Foraars lyst og Foraars- mod i begges Hjærter. Efter faa Dages Forløb vralter Hunnen, som om intet var hændt, atter ind paa Land for at lave sig en ny Rede; sandsynligvis undgaar hun denne Gang det tidligere Sted og nøjes med den første den bedste, ikke fuldstændigt besatte Tangbunke. Endnu en Gang laver hun en Fordybning i denne, og atter be- gynder hun at søge og plukke i sine Fjer for at tilvejebringe den, efter hvad hun synes, aldeles nødvendige Dunseng; men hvor meget hun end anstrænger sig, hvor langt hun end strækker og drejer sin