Naturliv

10 LAPLANDS FUGLEBJÆRGE. Hals: hendes Forraad er sluppet op. Men naar har vel en Moder, selv i Andeskikkelse, været raadvild, naar det gjaldt hendes Børns Bedste? Vor Edderand er det heller ikke. Selv har hun ingen flere Dun tilbage — men hendes Mage har en Mængde saadanne paa Bryst og Ryg. Nu maa han til det, og hvor meget lian end stritter imod, hvor levende end Erindringen er hos ham om tidligere Aar, han maa lyde og underkaste sig. Uden Betænkning plukker den travle Moder Dunene af ham, og paa nogle faa Timer, i det mindste paa et Par Dage, er han ligesaa nøgen som hun selv. Jeg finder det ganske naturligt, at Edderfuglehannen efter en saadan Be- handling, saa snart han kan, begiver sig afsted til Søs og derefter i Jlere Maaneder kun plejer Selskab med sine Ulykkesfæller og ikke bekymrer sig videre om sin rugende Mage og det vordende Afkom. Og naar man virkelig, som det er Tilfældet paa alle Bugeøer, skulde se en Andrik staa ved Siden af den rugende And, saa tror jeg at kunne paastaa, at det kun kan være én, som endnu ikke er bleven plukket. Vor Eddergaas ruger nu flittigt, og nu viser det sig, hvor godt hendes Dragt egner sig dertil, for ikke at sige, at den er den eneste mulige. Hun forsvinder fuldstændigt i den Tang, der omgiver Heden; ikke engang Falkens eller Havørnens skarpe Øje kan opdage hende; ikke blot Farven som Helhed, men ogsaa hver Prik, hver Stribe stemmer til den Grad overens med den tørre Tang, at den rugende Fugl, naar den bøjer Halsen og breder Vingerne noget, aldeles gaar op i Omgivelserne. Mange, mange Gange er det hændt mig, at jeg, spejdende med det øvede Jæger- og Forskerøje, er gaaet over saa- danne Edderfugleholme og først har opdaget en foran mine Fødder rugende Edderfuglehun derved, at hun afværgende har hugget mig i Støvlerne. Enhver, der véd med hvilken Hengivelse Eddergaasen ruger, vil ikke finde det underligt, at man kan komme den i sin Rede liggende Edderfuglehun saa nær. Men det turde vel vække selv den erfarne Forskers Forbavselse at høre, at Eddergaasen, uden at flyve op, tillader, at man tager Æggene frem under hendes Bryst, ja, at hun ikke engang lader sig forstyrre, naar man løfter hende op fra Reden og atter sætter hende ned paa Jorden et Stykke derfra, for at have den Fornøjelse at se hende vralte tilbage til Reden. Imidlertid viser Eddergaasens Moderkærlighed og Moderglæde sig ogsaa fra en