Naturliv

LAPLANDS FUGLEBJÆRGE. 11 anden Side. Enhver Eddergaas — og dette er muligt ogsaa Tilfældet med de andre Ånde arter — stræber ikke blot efter den Lykke at komme til at eje smaa: hendes Moderøje vil helst vaage over saa mange Unger som muligt; dette har til Følge, at hun uden Betænk- ning, saafrenit det paa nogen mulig Maade kan lade sig gøre, trænger ind til andre, som ruger i hendes Nærhed. Hvor troligt hun end ruger, maa hun dog én Gang om Dagen forlade sin Rede for at skaffe sig Føde, gøre sig ren, indfedte og pudse sine Fjer, der har lidt af den stærke Rugningsvarme. Idet hun kaster et mistroisk Blik til sine Naboer til højre og venstre, rejser hun sig tidligt paa Formiddagen efter maaske længe at have været plaget af en nagende Hunger, kryber ud af Reden og breder omhyggeligt med Næbet den omkringliggende Dunkrans over til et Tæppe, der skjuler og beskytter Æggene; saa flyver hun rask ud paa Havet, dukker den ene Gang efter den anden ned i Dybet, fylder i en Hast Kroen og Spiseroret med Muslinger, vasker, pudser og indfedter sig, vender tilbage til Land og skynder sig hen til sin Rede, medens hun hele Vejen ivrigt tørrer og glatter Fjerene. De to Naboersker ligger i deres Reder med en saa uskyldig Mine som muligt, og dog har de, i det mindste én af dem, i Mellemtiden gjort sig skyldig i et Ran. Saa snart den første var fløje.t bort, kravlede den ene op, løftede Dækket over de fremmede Æg i Vejret og rullede rask en, to, tre, fire Stykker over i sin egen Rede; saa dækkede hun atter Reden til paa det omhyggeligste og tog nok saa glad atter Plads over sit paa uretmæssig Maade forøgede Kuld. Det er nok muligt, at den hjemkomne Edderhun mærker hvilket Puds, man har spillet hende; men hun lader sig ikke mærke med, at hun véd, hvad der er sket, men lægger sig ganske rolig til at ruge som før, som om hun tænkte: »Vent Du, min Ven, Du bliver ogsaa nødt til at flyve bort fra din Rede, og hvad Du har gjort ved mig, det kan jeg ogsaa gøre ved Dig.« Og det er faktisk, at Æggene i de Edderfuglereder, som ligger hverandre nær, uophørligt vandrer fra den ene til den anden. Om det er egne eller fremmede Børn, der modnes til Liv under det moderlige Bryst — det synes saaledes at være vore Edder- fugle ligegyldigt; Hovedsagen er, at Ungerne er der! Seks og tyve Dage er Edderhunnen om at udruge sine Æg. De Nordboere, der gaar forstandigt til Værks, lader hende anden Gang