Naturliv
Forfatter: A.E. Brehm
År: 1892
Forlag: Trykt Hos J. H. Schultz
Sider: 502
UDK: 5 (04)
Industri-Foreningen
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
168
AFRIKAS URSKOVE OG DERES DYREVERDEN.
Ejendommelighed. Vilde Duer kurrer, ler og kalder, saavel oppe i
Trætoppene som i de tætte Buske og Krat; derimellem sladrer
Frankolin - og Perlehønen, Papegøjer stemmer i, Ravnen skriger,
Skrigefuglen forsøger saa tro som muligt at efterligne en Flok Mare-
kattes besynderlige, gurglende Toner, medens Hjelmfuglen frembringer
Lyde, der minder om en Bugtalers Stemme; Skægfuglene udstøder
en højlydt, langtrukken Piben eller foredrager i Kor en saa indviklet
og dog saa udtryksfuld Sang, at man maa regne den til Skovens
mest karakteristiske Naturlyde; endog de skinnende Glansstære synger
paa deres Maade, idet de med uendelige Gentagelser kæder til hver-
andre, forbinder med hverandre og sammensmelter de faa hæse, snart
skrigende, snart pibende, snart skrattende Lyde, som de har at raade
over; den pragtfulde Skrigeørn, som bor ved alle Vandløb i Skoven,
bærer sit Navn med Rette. Højest oppe i en Trætop sidder de ind-
fødtes »Abu Tok«, en lille Næsliomsfugl, udstøder sit »Tok« og ledsager
hver Lyd med en dyb Bøjning af Hovedet, der er tynget af det
uforholdsmæssigt store Næb; kun denne ene Lyd har den i sin Strube,
og med denne maa den tolke sine Følelser for sin udkaame, lige saa
godt, som naar Nattergalen gør sin Kærlighedserklæring i sine hen-
rivende Sange. Den varme Følelse i dens Bryst kæmper efter Udtryk.
Stedse hurtigere og hurtigere følger de enkelte Raab, hastigere og
hastigere de hertil hørende Bøjninger, indtil det tunge Hoved ikke
kan længere, men trænger til Hvile, og den ejendommelige Sang tier
for nogle Minuter, for straks efter at begynde igen paa samme Maade.
Fra den uigennemtrængelige Smaaskov lyder Skovibisens Stemme, der
fylder Tilhøreren med en sagte Gysen. Det er en Klagesang af den
sørgeligste Art, som denne giver til Bedste; det lyder, som om et
lille Menneskebarn langsomt blev pint til Døde, som om det blev
langsomt ristet under en svag Ild og lydeligt jamrede sig over sine
Pinsler, thi langt udtrukne Klagelyde veksler med høje Raab, heftige
Skrig med hendøende Klynken. Fra de højere liggende Dele af
Skoven, hvor denne omslutter smaa aabne Pladser, smætrer Kron-
tranens malmfulde Trompettoner, med hvilke disse Fugle akkompag-
nerer og opliver de smukke Danse, de opfører til Ære for Hunnen,
og som vækker Genlyd i Skoven og i Struben paa alle andre Fugle,
der, ligesom de, er udrustede med højtlydende Stemmer, saa at dens
Røst fremkalder nye Skrig fra en Masse andre Fugle. Saaledes