Naturliv

168 AFRIKAS URSKOVE OG DERES DYREVERDEN. Ejendommelighed. Vilde Duer kurrer, ler og kalder, saavel oppe i Trætoppene som i de tætte Buske og Krat; derimellem sladrer Frankolin - og Perlehønen, Papegøjer stemmer i, Ravnen skriger, Skrigefuglen forsøger saa tro som muligt at efterligne en Flok Mare- kattes besynderlige, gurglende Toner, medens Hjelmfuglen frembringer Lyde, der minder om en Bugtalers Stemme; Skægfuglene udstøder en højlydt, langtrukken Piben eller foredrager i Kor en saa indviklet og dog saa udtryksfuld Sang, at man maa regne den til Skovens mest karakteristiske Naturlyde; endog de skinnende Glansstære synger paa deres Maade, idet de med uendelige Gentagelser kæder til hver- andre, forbinder med hverandre og sammensmelter de faa hæse, snart skrigende, snart pibende, snart skrattende Lyde, som de har at raade over; den pragtfulde Skrigeørn, som bor ved alle Vandløb i Skoven, bærer sit Navn med Rette. Højest oppe i en Trætop sidder de ind- fødtes »Abu Tok«, en lille Næsliomsfugl, udstøder sit »Tok« og ledsager hver Lyd med en dyb Bøjning af Hovedet, der er tynget af det uforholdsmæssigt store Næb; kun denne ene Lyd har den i sin Strube, og med denne maa den tolke sine Følelser for sin udkaame, lige saa godt, som naar Nattergalen gør sin Kærlighedserklæring i sine hen- rivende Sange. Den varme Følelse i dens Bryst kæmper efter Udtryk. Stedse hurtigere og hurtigere følger de enkelte Raab, hastigere og hastigere de hertil hørende Bøjninger, indtil det tunge Hoved ikke kan længere, men trænger til Hvile, og den ejendommelige Sang tier for nogle Minuter, for straks efter at begynde igen paa samme Maade. Fra den uigennemtrængelige Smaaskov lyder Skovibisens Stemme, der fylder Tilhøreren med en sagte Gysen. Det er en Klagesang af den sørgeligste Art, som denne giver til Bedste; det lyder, som om et lille Menneskebarn langsomt blev pint til Døde, som om det blev langsomt ristet under en svag Ild og lydeligt jamrede sig over sine Pinsler, thi langt udtrukne Klagelyde veksler med høje Raab, heftige Skrig med hendøende Klynken. Fra de højere liggende Dele af Skoven, hvor denne omslutter smaa aabne Pladser, smætrer Kron- tranens malmfulde Trompettoner, med hvilke disse Fugle akkompag- nerer og opliver de smukke Danse, de opfører til Ære for Hunnen, og som vækker Genlyd i Skoven og i Struben paa alle andre Fugle, der, ligesom de, er udrustede med højtlydende Stemmer, saa at dens Røst fremkalder nye Skrig fra en Masse andre Fugle. Saaledes