Naturliv

196 PATTEDYRENES VANDRINGER. Høje og Sletter, Hav og Luft giver friere Spillerum end Bjærgene, og derfor kan man lettere iagttage de Dyr, der lever dér eller fra Tid til anden opholder sig dér paa deres Vandringer, end de, der holder til i Bjærgene, og betegne dem som vandrende Dyr. Paa Ruslands og Siberiens Tundra foretager Rensdyret, der i Skandinavien ikke forlader Bjærgegnene, hvert Efteraar lange Vandringer og vender først tidligt det følgende Foraar tilbage til sine Sommeropholdssteder; omtrent paa samme Tid forlader det Grønland og drager, naar Vin- teren har slaaet Bro over Havet, over til Amerikas Fastland, bliver her Vinteren over og genopsøger først i April sine egntf Halvøer og Bjærge. Saavel paa det ene som det andet Sted synes Bekymringen for den kommende Vinter ikke at være den eneste A ar sag til Van- dringen; derimod turde ogsaa en i det høje Nord meget følelig Plage at være en yderligere Bevæggrund. Thi den korte Sommer fremmaner paa disse Bredegrader en Insektverden, der ganske vist er fattig paa Arter men umaadelig rig paa Individer, fremfor alt en uendelig Mængde Stikfluer og Bremser, der forbitrer Livet, ikke blot for Mennesket, men ogsaa for Rensdyret. For at undgaa disse, forlader Dyret den sumpagtige Tundra, over hvilken der i den korte Sommer svæver uafbrudte Skyer af Stikfluer, og tager sin Tilflugt til de af Utøjet mindre besværede Bjærghøjder i sin Hjemstavn, der da hal- en yppig og kraftig Græsning at byde. Gammel Vane gør, at Rens- dyret vandrer, ikke blot paa samme Tid, men ogsaa ad de samme Veje i de optrampede Stier eller Landeveje, der let genkendeligt løber milevidt over Tundraen, og paa bestemte Steder over Elve og Aaer. Ved Vandringens Begyndelse samler Rensdyrhunnerne med deres Kalve sig til Flokke paa ti til Hundrede Stykker og driver de ungé Spidshjorte og Kvier i Forvejen, til hvilke saa senere de gamle Hjorte slutter sig. Den ene Flok følger umiddelbart efter den anden, saa at man kan tælle indtil Tusinder. Alle haster uimodstaaeligt afsted, lader sig hverken afskrække af Bjærge eller brede Elve og tænker først paa Hvile, naar de naaer deres Vinterherberg. Skarer af Ulve, Bjørne og Jerver er i Hælene paa dem og tilbagelægger paa den Maade ligeledes ikke ubetydelige Strækninger. Om Foraaret paa Tilbagevejen vandrer Dyrene ganske vist omtrent i samme Orden om end i langt mindre Flokke, tillige langt mageligere og langsommere og forøvrigt ikke saa ganske ad de samme Stier som paa Udvejen.