Naturliv

198 PATTEDYRENES VANDRINGER. Stier. Særligt tillokkende Steder, f. Eks. Dale, bevoksede med saftigt Græs, fremkalder lejlighedsvis Standsninger i den levende Strøm. Under saadanne Omstændigheder samles der ligefrem utallige, uover- skuelige Hjorde, der i Dage kan blive paa et og samme Sted og ikke bryder op, før alt Græs er fortæret og Hungeren tvinger dem videre. Ogsaa i deres Spor følger Ulve og Bjørne, og over dem kredser ulykke- spaaende Ørne og Gribbe. Ligesom Bekymring for Føden kan ogsaa Mangel paa Drikkevand foranledige regelmæssige Vandringer. Naar i det sydøstlige Siberien, i Særdeleshed paa Gobisteppen, Vinteren er i Anmarscb, nødes paa Grund af dette Højlands ejendommelige Naturforhold alle Pattedyr, som ikke ligger i Vinterdvale, til at søge deres Underhold i lavere liggende Egne. Vinteren optræder ingenlunde strængere i dette cen- tralasiatiske Højland end i Egne, der ligger Nord eller Nordøst derfor, men er i Reglen fattigere paa Sne og belægger alle Vande, som den forøvrigt yderst ringe Nedbør har fremkaldt og vedligeholder, med et tykt Isdække. Saa snart nu dette bliver saa stærkt, at de i Gobi levende Dyr ikke kan stampe det itu, ser de sig tvungne til at ud- vandre, og drager da ikke blot til sydlige, men ogsaa til nordlige Lande, hvilke sidste kun har det Fortrin, at de er rige paa Sne; thi denne læsker Vandredyrenes Tunge og gør mindre Modstand mod de svage Hove end den haarde Is, som er vanskelig at faa itu. Kun paa denne Maade kan det forklares, at Steppeantilopen, der talrigt bebor Gobis Højsletter, forlader et Land, som, alene med Undtagelse af den manglende Sne, har det samme at byde som Vinterkvarteret. Ikke Sult, men Tørst driver dem bort til andre Lande. Med Vinterens Begyndelse samles de forøvrigt altid selskabeligt levende Antiloper i Hjorde, som kan tælle indtil Tusinder af Dyr, opfylder alle lavere liggende Egne omkring Højsletten, hvor de i Reglen har deres Til- hold, og strejfer, ikke sjældent paa én Nat tilbagelæggende indtil otte å ti Mil, ofte Hundreder af Mil udenfor deres egenlige Hjemstavns Grænser. Følger man disse Dyr, mærker man deres Spor overalt og i en saadan Mængde, at det ser ud, som om Vejen kort forinden havde været passeret af uhyre Faarehjorde. Allerede inden Steppeantilopens Vandringstid begynder, sætter Kalanen eller Dschiggetaien sig i Bevægelse, den formodede Stam- fader til vor Hest, eller i hvert Tilfælde Jordens smukkeste og stolteste