Naturliv

PATTEDYRENES VANDRINGER. 199 vilde Hest. Føllene fra sidste Sommer er allerede hen paa Efteraaret voksede saa meget, at de kan deltage i en længere Udflugt, taale hurtigere Marscher og trodse alle de Farer og Besværligheder, som følger med et omkringflakkende Liv; ogsaa de unge Hingste, der har naaet det fjerde Leveaar, befinder sig nu i deres falde Livskraft; fulde af Overmod forlader de Hjorden allerede i Slutningen af Sep- tember og begiver sig ud paa Æventyr. Hos de gamle Hingste og Hopper vaagner atter Parringsdriften og med den en vis Sindsuro og Vandrelyst. Det flygtige, foretagsomme Dyr begynder saaledes sin aarlige Vandring allerede længe før Vinteren har holdt sit Indtog, ja inden denne endnu har givet sig til Kende; som Følge deraf savner disse Udflugter al Orden og Regelmæssighed og faar snarere Præget af tilfældige Strejftog hist og her. I den Hensigt at afryste det trykkende Aag, som den ledende Hingst og uindskrænkede Hersker over Hjorden har paalagt dem, for at gøre sig selvstændige og selv opkaste sig til Selvherskere, forlader de unge Hingste deres Hjord og gennemstrejfer nu Sandsteppen paa egen Haand. Alle yngre, saavel som mange af de ældre Hopper synes besjælede af de samme Følelser som den daadslystne unge Hingst, forsøger at unddrage sig Tyrannens Magt og følger den unge Præsident for at stille sig under hans Be- faling. Denne erhverver sig imidlertid ikke en Flok Hopper, og den gamle Hersker opgiver heller ikke sine Rettigheder, uden Kamp og Strid. I Timevis staar den unge, om Magt drømmende Hingst paa Toppen af en Høj eller Bjærgaas og ser ud over Markerne. Dens Øje spejder uafbrudt over den øde Dal, den har spidset Ører og dens Næsebor er vendte imod Vinden og vidt aabne. Stridslysten og i strakt Galop sprænger den afsted ned imod enhver Hjord, som nærmer sig, og enhver Modstander, som viser sig, og der opstaar en rasende Kamp om Hopperne, der altid slutter sig til Sejrherren. Men saa- danne Kampe bringer Liv og Bevægelse blandt Hjordene, løser dem fra det Omraade, hvor de tilbragte Sommeren, og er Indledningen til de lange og næsten uafbrudte Vandringer, som nu tager deres Be- gyndelse. Medens disse Stridigheder staar paa, samles Kulanflokkene lidt efter lidt i stedse talrigere Hjorde, indtil saadanne, som tæller over Tusinde Dyr, sætter sig i Bevægelse og sammen tiltræder Van- dringen til Egne, hvor der vinker Græs og Vand. Drønende lyder Hovslagene af deres forenede, i Reglen i Galop fremj agende Skarer,