Naturliv

PATTEDYRENES VANDRINGER. 201 Ikke desto mindre vækker det til en vis Grad vor Forundring, at mange i Havet levende Pattedyr, særlig Hvalerne, hører til de mest vandrelystne af alle Skabninger, saa at mange, maaske de fleste af dem, tilbringer hele deres Liv paa Vandring. Strængt taget har ingen Hval noget blivende Opholdssted hele Aaret rundt, men den drager alene, parvis, med sine Unger eller i mere eller mindre talrige Flokke, uop- hørligt fra én Ende af Verdenshavet til en anden, idet den stundom regelmæssigt opsøger visse Yndlingssteder, af hvilke den vælger for- skellige om Sommeren og om Vinteren. De Have, i hvilke en og samme Hvalart opholder sig om Sommeren og om Vinteren, ligger ofte længere fra hverandre, end man i Almindelighed antager; thi nogle Hvaler gennemvandrer aarlig mere end den halve Del af Jorden; man møder dem om Sommeren ved det nordlige Ishavs Ismarker og om Vinteren ikke sjældent paa den anden Side Ækvator. I høj Grad selskabelige og deres Unger hengivne med den ømmeste, mest op- ofrende Kærlighed, samles i Særdeleshed Hunhvalerne i stundom forbavsende talrige Skarer og drager under Ledelse af nogle Hanner ad bestemte Veje og til bestemte Tider gennem det vide Hav, medens nogle tager Vejen ud i rum Sø, og andre stryger langs med Kysterne. Storme og en tilfældig Udeblivelse af visse Dyr, der tjener dem til Føde, og hvis Optræden og Forsvinden øjensynlig er en væsenlig Aarsag til deres Vandring, kan til en vis Grad indvirke paa Ret- ningen af deres Kurs, saavel som paa Tiden for deres Optræden, men i Almindelighed indtræffer Vandringen saa regelmæssigt, at man ved de nordiske og sydligere Kyster imødeser Hvalernes Ankomst paa en bestemt Dag, og paa dette Tidspunkt udsættes Vagter for umiddelbart efter Ankomsten at kunne begynde de eftertragtede Jagter paa dem. Hvaler, som Kystbeboere genkender paa særlige Mærker, f. Eks. stumpede Finner eller lignende, og mere end én Gang forgæves har forfulgt, er mange Aar efter hverandre optraadt ved samme Tid og paa de samme Steder, og man anstiller hist og her Jagt paa disse saa indbringende og derfor saa hensynsløst forfulgte Dyr med samme Regelmæssighed som Harejagten paa Land, medens man forgæves søger dem paa andre Tider af Aaret. »Efter Helligtrekongers Dag«, siger allerede gamle Pontoppidan, »staar Nordmanden paa alle Bjærge og kigger efter Hvalfisk, hvis Ankomst Silden tilkendegiver.« Først viser Springhvalen sig, tre å lire, højst fjorten Dage senere, Finhvalen,