Naturliv

202 PATTEDYRENES VANDRINGER. skøndt den første, som det synes, bryder op fra Davisstrædet, den sidste fra Grønland. Ved de sydlige Kyster af Færøerne, i Særdeles- hed i Qvalbenfjord viser der sig hvert Aar ved Mikkeldagstid tre a, seks Døglinger eller Næbhvaler, nu ligesom for Hundredeoghalvfem- sindstyve Aar siden. I en Havbugt ved Skotland indfandt der sig tyve Aar i Rad, altid paa samme Tid, en Finhval, som var bekendt under Navnet »Hollie Pyke«, hvert Aar var Genstand for Forfølgelse og tilsidst blev Kystbeboernes Bytte. Ved Islands Kyster vælger nogle Hvaler hvert Aar de samme Vige til deres tilfældige Besøg, der stedse falder i samme Maaned og Uger, saa at Kystbeboerne har lært dem at kende og givet dem særlige Navne. Visse velbekendte Hunhvaler besøger Aar efter Aar den samme Havhugt for her at føde deres Unger; de bliver skaanede, men maa dyrt nok købe deres Liv med deres Ungers, som man regelmæssigt bemægtiger sig. Kun yderst sjældent hænder det, at de vandrende Hvaler afviger fra deres sædvanlige Tider og Veje; i Almindelighed drager de med en saadan Regelmæssighed gennem det vide Verdenshav, som om de rettede sig efter Stjærnernes Stilling og bevægede sig ad banede, paa Siderne begrænsede Veje. Intet andet Pattedyr vandrer mere regelmæssigt end de, og deres Rejser kan ligefrem sammenlignes med Fuglenes. Ligesom Hvalerne foretager ogsaa Sælerne hvert Aar mere eller mindre lange, i Almindelighed ogsaa regelmæssige Vandringer- De Arter, som lever i Indhave, kan ganske vist ikke forlade disse, men gennemstrejfer dem dog i aarligt tilbagevendende Rækkefølge eller stiger til visse Tider op i de Floder, der løber ud i Havet; alle Arter derimod, som har deres Tilhold i Verdenshavene, tiltræder hvert Efteraar og Foraar Vandringer, som sker ad bestemte Veje og med bestemte Egne og Steder til Maal. Alle højnordiske Sæler saavel som de, der hører til Sydpolens Vandsystem, nødes alle ved den Is, der udbreder sig om Vinteren, til at udvandre og drager derfor med denne ned til mere tempererede Bredegrader, og med den smæltende Is til- bage op imod Polerne. Men de, saavel som andre Arter af deres Orden, drives af en anden, ikke mindre vægtig Bevæggrund til regel- mæssige Udflugter: de behøver fast Land eller i det mindste store, udstrakte og faste Isflader for at føde og passe deres Unger, indtil disse er i Stand til at følge dem i Havet og dér forsørge sig selv. Saaledes optræder der hvert Aar paa samme Tid Tusinder og Hun-