Naturliv

PATTEDYRENES VANDRINGER. 207 de brede Fjældrygge saavel som Sletterne mellem disse, Højene saa- velsom Dalene, har Plads og Føde for Millioner af dem, men ikke hvert Aar kan de hele Sommeren igennem glæde sig ved den samme Overflod. Følger der efter en snefuld Vinter, der jo er særdeles vel- kommen for dem, der fører den trygge Tilværelse under det hvide Vinterdække, et tidligt, langt og varmt Foraar, saa lider deres for- bavsende frugtbarhed og Formeringsævne ingenlunde nogen Ind- skrænkning, og Tundraen vrimler derfor bogstaveligt af dem. Med en smuk varm Sommer, der forøger deres Antal til det uberegnelige, paaskyndes ogsaa alle Planters Vækst, og inden den er forbi, er disse dels hentørrede, dels fortærede af de altid umættelige Jordrotter; Mangel paa Føde gør sig gældende og det muntre Liv tager en Ende med Forskrækkelse. Deres dristige, kække Væsen viger for en almin- delig Uro, og snart gribes de af den største Forskrækkelse og Æng- stelse for Fremtiden. Nu flokker de sig sammen og begynder at vandre. Den samme Drift vaagner samtidigt hos mange og gaar over paa andre; til én Flok slutter der sig en anden, Flokkene svulmer op til uhyre Skarer; disse ordner sig i Rækker, og som en levende Strøm gaar Toget fra Højderne ned til lavere liggende Egne. Alle skynder sig afsted i en bestemt Retning, der dog veksler efter Forholdene; lidt efter lidt danner de lange Tog, i hvilke den ene Lemming følger saa tæt efter den anden, at den synes at hvile sit Hoved paa den forangaaendes Ryg, og ved de smaa lette Skabningers idelige Trippen graves der tydelige, dybe Stier i Tundraens Mostæppe. Jo længere Toget er, desto mere stiger de vandrende Lemmingers Travlhed. Graadigt kaster de sig over alle Planter paa og ved Vejen og sluger alt spiseligt; men dér, hvor disse umaadelige Skarer drager frem, er selv det græsrigeste Omraade snart hærget, og selv om de forreste virkelig kan faa fat i nogen Føde, er der intet til dem, der kommer bagefter; Hungeren vokser med hvert Minut og paaskynder Vandringen, gør, at enhver Hindring synes overkommelig, enhver Fare en Bagatel, og driver derved Millioner i Døden. Møder de et Menneske, løber de imellem Benene paa ham; Ravne og andre store, lovlystne I ugle byder de trodsigt Spidsen; Høstakke graver de igennem, Bjærge og Klipper klatrer de over; Floder, brede Søer eller Havbugtei og Fjorde svømmer de over. Det samme Slags Ifølge, som er i Hælene paa de vandrende Egern, traver og flyver ogsaa i deres Spor: Live og Jerver,