Naturliv

Fuglenes Familieliv. Uimodstaaelig som en tvingende Naturlov lokker Driften til at fængsle til sig det andet Køn af samme Art, alle levende Væsener til med deres eget Jeg at forene et andet, til ved viljeløs Hengivelse at vække de samme Følelser og saaledes knytte de inderlige Baand, som sammenkæder Væsen til Væsen, Liv til Liv. Ingen Magt er saa stærk, at den skulde kunne ophæve denne Lov, intet Bud saa be- stemmende, at det i nogen Grad skulde kunne indvirke paa den. Enhver Hindring skyder den til Side og sejrrigt kæmper den sig frem til Maalet. Kærlighed kalder vi denne vældige Magt, gennem hvilken denne Lov hersker, naar vi taler om dens Indflydelse paa Mennesker; ved Navnet Drift betegner vi den, naar vi taler om dens Virkning paa Dyrene. Dette er imidlertid en blot og bar Legen med Ord, saafremt det da ikke er vor Hensigt udtrykkeligt at lægge den Betydning i det første Ord, at enhver Naturdrift hos Mennesket bør forædles af dette selv. Bortfalder denne Forudsætning, bliver det vanskeligt at skille det ene fra det andet. Mennesker og Dyr er underkastede samme Lov; men Dyret underkaster sig den mere ubetinget end Mennesket; det overvejer ikke, betænker sig ikke, men overgiver sig modstands- løst til dens Indflydelse, medens Mennesket ikke sjældent tror at kunne unddrage sig den. Den, som vover paa Forhaand at bestride, at Mennesket tilhører Dyreriget, ser ikke i Dyret andet end en levende Maskine, der af Kræfter, der virker udefra, ledes og bevæges, drives til at handle, vækkes til at erhverve sig det andet Dyrs Gunst, ledes til at udbryde i jublende Sang, Lidses til Kamp mod Rivaler, og lian frakender en