Naturliv

216 FUGLENES FAMILIELIV. saadan Maskine al Frihed og Selvstændig})ed, enhver Kamp mod mod- satte Stemninger, med et Ord, al Følelses- og Forstandsvirksomhed. Derved, at han udelukkende for sig lægger Beslag paa alt aandeligt Liv, eller i det mindste al aandelig Frihed, nedsætter han, uden at hæve sig selv, Dyrene til et af hans egen tomme Forfængelighed skabt Vrængebillede, som snarere lever et Skinliv end et virkeligt Liv og maa give Afkald paa alle Tilværelsens Glæder. Vi dømmer anderledes, i ethvert Tilfælde rigtigere og utvivlsomt retfærdigere, naar vi antager det modsatte; vi dømmer maaske ikke engang for haardt, naar vi paastaar, at den, der frakender Dyrene Forstand, selv kun har lidet deraf eller at den, som nægter Tilstede- værelsen af Følelsesliv hos Dyrene, heller ikke véd, hvad Følelsesliv er. Enhver fordomsfri Iagttager maa tidligere eller senere komme til Erkendelse af, at den aandelige Virksomhed hos alle Dyr, hvor for- skelligt den end kan ytre sig, hviler paa de samme Love, og at ethvert Dyr indenfor den Livskreds, der er dragen for det, og under de samme Forhold tænker, føler og handler paa samme Maade som det andet, men ikke, saaledes som Mennesket, af saakaldte højere Love foranlediges til aldeles bestemte Livsytringer. Love kan man maaske kalde Aarsagerne til Dyrenes Handlinger, men man maa derved ikke glemme, at ogsaa Mennesket er underkastet disse. Menneskets Aand kan ganske vist stille nogle af disse i sin Tjeneste, indvirke paa andre, maaske endog stundom omgaa dem, men aldrig bryde eller ophæve dem. Jeg skal forsøge at bevise min Paastands Rigtighed og ved Eksempler paavise, hvor væsenlig ensartede Menneskets og Dyrenes Livsytringer kan være; hvor uafviselig den vigtigste af alle Naturlove, den, som har Slægtens Vedligeholdelse til Maal eller til Følge, ind- virker saavel paa det første som paa de sidste. Et Menneske og en Fugl: hvilken bred Kløft ligger der ikke mellem disse Skabninger, hvilken Forskel mellem deres Gøren og Laden! Kan der slaas nogen Bro over denne Kløft; er det tænkeligt, at der kan findes Forhold, som kan fremkalde væsenlig de samme Livsytringer hos begge ? Dette skal vi nu undersøge. Mere ubetinget end Mennesket underkaster Dyrene sig Aårs- tidernes Skiften. »De saar ikke, de høster ikke, de sanker ikke i Lader«, og maa derfor med eller mod deres Vilje føje sig efter dem,