Naturliv
Forfatter: A.E. Brehm
År: 1892
Forlag: Trykt Hos J. H. Schultz
Sider: 502
UDK: 5 (04)
Industri-Foreningen
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
FUGLENES FAMILIELIV.
219
fra den hverdagsagtige, tordi de faktisk befinder sig i en Slags Rus,
som forøger deres Spændkraft og Energi. De frasiger sig al Søvn og
indskrænker denne til det mindst mulige, uden at slappes; medens
de er vaagne, anstrenger de deres Kræfter over alle Grænser, uden at
trættes.
Alle Fugle med Stemme tolker deres Følelser i letforstaaelige
Toner, og deres Sang er ikke andet end en Bøn om Kærlighed eller
en Jubel over, at denne allerede er vunden. Nattergalens og alle
andre Fugles Sang, som glæder vore Sanser, begynder, naar Kærlig-
heden vaagner i det lille Fuglehjærte, og ender, naar Kærligheds-
rusen er forflygtiget og fortrængt af andre Følelser, særlig Familie-
sorger. Syngende drager Fuglen ud paa Frierfærd; med Sang for-
kynder den for Hunnen sin Ankomst og sin Kærlighed; med Sang-
indbyder den hende til at slutte sig til den; i den fyrigste Sang ud-
trykker den sin Glæde, naar den har funden en Hun; i Sang klæder
den sin Kærlighed, sin Længsel, sit Haab; ved Sang giver den sin
Kraft og sit Mod til Kende; i Sang jubler den sin Lykke, sin Salig-
hed frem imod Himlen; med Sang udfordrer den enhver anden Han
af dens Art, som skulde fordriste sig til at forstyrre denne Lykke.
Kun saalænge den beherskes af Kærlighedens Magt, synger den med
fuldt Liv, med fuld Kraft; og naar den ellers skulde synge, gælder
dens Sang sikkert kun Mindet om denne Kærlighedsrus, som engang
gjorde den saa lykkelig. Den, der paastaar, og en saadan Paastand
er virkelig fremsat, at Fuglen synger, uden at tage nogen Del deri,
paa en vis Tid maa synge og ikke kan andet, og paa en anden Tid
hverken kan eller tør synge, han har aldrig forstaaet eller villet for-
staa Fuglesangen, men har ene og alene givet sin indbildske For-
el omsf uldhed et tarveligt Udtryk. Man behøver kun at gøre sine
Iagttagelser uden forud fattede Meninger, og man vil snart finde, at
Fuglens Sang, ihvorvel den i alt væsenligt vedbliver at være den
samme, slutter sig til enhver Bevægelse i dens Følelsesliv, at den,
alt efter den Stemning, der behersker den, fremstrømmer ruligt, stiger,
jubler og atter bliver svagere, og at den vækker Genklang i andre
Hanners Bryst. Var nysnævnte Mening om Fuglesangen rigtig, skulde
og maatte enhver Han synge paa ganske samme Maade som en anden
af samme Art, uafladeligt gentage den Sang, der var den beskaaren,
som en Spilledaase repeterer de Melodierne, der er sat ind i den, og