Naturliv

FUGLENES FAMILIELIV. 219 fra den hverdagsagtige, tordi de faktisk befinder sig i en Slags Rus, som forøger deres Spændkraft og Energi. De frasiger sig al Søvn og indskrænker denne til det mindst mulige, uden at slappes; medens de er vaagne, anstrenger de deres Kræfter over alle Grænser, uden at trættes. Alle Fugle med Stemme tolker deres Følelser i letforstaaelige Toner, og deres Sang er ikke andet end en Bøn om Kærlighed eller en Jubel over, at denne allerede er vunden. Nattergalens og alle andre Fugles Sang, som glæder vore Sanser, begynder, naar Kærlig- heden vaagner i det lille Fuglehjærte, og ender, naar Kærligheds- rusen er forflygtiget og fortrængt af andre Følelser, særlig Familie- sorger. Syngende drager Fuglen ud paa Frierfærd; med Sang for- kynder den for Hunnen sin Ankomst og sin Kærlighed; med Sang- indbyder den hende til at slutte sig til den; i den fyrigste Sang ud- trykker den sin Glæde, naar den har funden en Hun; i Sang klæder den sin Kærlighed, sin Længsel, sit Haab; ved Sang giver den sin Kraft og sit Mod til Kende; i Sang jubler den sin Lykke, sin Salig- hed frem imod Himlen; med Sang udfordrer den enhver anden Han af dens Art, som skulde fordriste sig til at forstyrre denne Lykke. Kun saalænge den beherskes af Kærlighedens Magt, synger den med fuldt Liv, med fuld Kraft; og naar den ellers skulde synge, gælder dens Sang sikkert kun Mindet om denne Kærlighedsrus, som engang gjorde den saa lykkelig. Den, der paastaar, og en saadan Paastand er virkelig fremsat, at Fuglen synger, uden at tage nogen Del deri, paa en vis Tid maa synge og ikke kan andet, og paa en anden Tid hverken kan eller tør synge, han har aldrig forstaaet eller villet for- staa Fuglesangen, men har ene og alene givet sin indbildske For- el omsf uldhed et tarveligt Udtryk. Man behøver kun at gøre sine Iagttagelser uden forud fattede Meninger, og man vil snart finde, at Fuglens Sang, ihvorvel den i alt væsenligt vedbliver at være den samme, slutter sig til enhver Bevægelse i dens Følelsesliv, at den, alt efter den Stemning, der behersker den, fremstrømmer ruligt, stiger, jubler og atter bliver svagere, og at den vækker Genklang i andre Hanners Bryst. Var nysnævnte Mening om Fuglesangen rigtig, skulde og maatte enhver Han synge paa ganske samme Maade som en anden af samme Art, uafladeligt gentage den Sang, der var den beskaaren, som en Spilledaase repeterer de Melodierne, der er sat ind i den, og