Naturliv

220 FUGLENES FAMILIELIV. ingen vikle kunne lære, forandre, forbedre noget i den Sang, den havde faaet af Naturen. Men vi véd, at det modsatte er Tilfældet, og er derfor overtydede om, at Fuglen synger fuldt bevidst, at dens Sjæl aabenbarer sig i dens Sang. Ogsaa den er en Digter, som indenfor de for den afstukne Grænser digter, omformer og søger efter Udtryk; men Drivfjederen hertil er Kærligheden til det andet Køn. Behersket af denne, synger, piber og mumler Skovskaden, snakker Skaden, forvandler Ravnen sine raa Lyde til milde og bløde Toner, hæver den ellers saa tavse Lappedykker sin Røst, istemmer Islommen sin vilde og dog klangfulde Havsang, dypper Rørdrummen sit Næb i Vandet for at forvandle det eneste Skrig, der staar til dens Raadighed, til en dump, vidt lydende Brølen. Ganske vist/synger Fuglen kun paa en bestemt Tid, men ikke fordi den ikke ogsaa kan synge paa andre Tider, men fordi den da ikke har nogen Anledning til at synge, fordi den ikke vil synge. Den tier, fordi den ikke længere elsker, eller mere nøgternt sagt, fordi Parringstiden for den er forbi. Vor gamle Bekendt Gøgen beviser paa en slaaende Maade Rigtigheden af denne Paastand. De Trefjerdedele af Aaret hengaar, uden at den en eneste Gang lader sin Stemme høre, saa indtræder Foraaret, og nu lyder dens Stemme næsten uafbrudt fra Dagens første Timer til dens sidste, saa længe dens Parringstid varer; men den tier tidligere i Syden end i Norden, tidligere paa Sletterne end i Bjærgegnene, alt efter Tiden for dens Fosterforældres Rugning. Disse skrider, i Syden saavel som paa Sletterne, tidligere til at bygge deres Reder og afslutter tidligere deres Ungers Opfostring end i Korden eller oppe i Fjældegnene. Mange Fugle understøtter deres ved Sang eller i det mindste ved ejendommelige Lyde udtrykte Frieri desuden ved særligt ynde- fulde Bevægelser, enten med Vingerne eller med Fødderne, andre ved lystige Stillinger, andre ved at vise sig for Hunnen i ejendommelige Stillinger, atter andre ved at gøre Larm og Støj. Medens enkelte Falkearter saavel som Uglerne udtrykker deres Følelser, om ikke udelukkende saa dog fortrinsvis ved høje Skrig, opfører andre Rovfugle, for deres Hunner eller i Selskab med disse, prægtige Flyvelege, der snart kan betegnes som virkelige Runddanse, snart som en vild Omkringtumlen i Luften. Ørne, Musvaager, Vandre- og Taarnfalke kredser i Timevis omkring hverandre, svæver i spiral- formige Drejninger op til uhyre Højder, udøver øjensynligt til gensidig