Naturliv

FUGLENES FAMILIELIV. 221 Fryd og Gammen alle de Flyvekunster, de kan, udstøder fra Tid til anden høje Skrig, spejler deres Fjerdragt i Solskinnet og sænker sig tilsidst langsomt ned til en højt liggende Siddeplads for at næbbes videre. Glenter, der væsenligst ter sig paa samme Maade, lader sig pludselig med halvt nedtrukne Vinger falde ned fra en svimlende Højde, indtil de næsten berører Jorden eller Vandfladen, stiger der- paa spiralformigt op igen langt hurtigere end før, holder sig en Stund svævende paa en og samme Plet eller gør andre underlige Bevægelser og hæver sig derpaa igen op til deres tidligere Højde, flyver længe, som det synes ganske ligegyldige, foran eller ved Siden af deres udkaarne, begynder derpaa at kredse omkring den, udfører sammen med den sammenslyngede Ringlinier, forlader pludseligt Hunnen og stiger næsten lodret op til betydelige Højder, forøger imidlertid den ellers magelige Flugt til den mest lynsnare Fart, gør saa en pludselig Volte og styrter med næsten indtrukne Vinger nedad, svinger sig nogle Gange rundt, stiger atter i Vejret og bliver ved paa denne Maade, indtil Hunnen omsider beslutter sig til at følge Eksemplet. Men alle over- træffes de dog af den i det indre Afrika levende Gøgler, en Rovfugl af Ørnens Størrelse og en af de Fugle, der er ejendommeligst skabte og optræder paa den ejendommeligste Maade. Dens mærkværdige Flugt maa altid paadrage sig Iagttagerens Opmærksomhed, men under Parringstiden gaar den over til de ubeskriveligste Narrestreger i Luften, til en sanseforvirrende Gøglen, der synes i sig at forene alle andre Rovfugles Flyvekunster. Ligesom de af Parringsdriften beherskede Rovfugle ter ogsaa mange andre sig, selv saadanne, der ingenlunde kan regnes til Flyve- kunstnerne. At ogsaa disse tager deres Vinger til Hjælp, naar de vil vinde en Huns Kærlighed eller give et Udtryk for deres Følelser og deres Glæde over den lykkeligt vundne Besiddelse af en saadan, turde, efter hvad der her er meddelt, være selvfølgeligt. Ivrigt synger Svalen, siddende ved Siden af den udkaarne, sine allerkæreste Sange; den Følelse, der gløder i den, er dog for mægtig til, at en saadan Flyvekunstner som den skulde kunne sidde paa en og samme Plet, saalænge Sangen varer; den flyver derfor op, fortsætter under Flugten sin Sang og svæver og kredser herved omkring Hunnen, der er fulgt efter Hannen. Natravnen sidder længe paa en Gren, stundom et godt Stykke fra Hunnen, aflirer sine snurrende Strofer, hæver sig endelig,