Naturliv

222 FUGLENES FAMILIELIV. flyver i sirlige Bugter, svinger og basker med Vingerne omkring Hunnen og tilraaber den samtidigt et saa velklingende »Hæit«, at man forbavses over, at der i en saa hæs Strube kan lindes saa line og bløde Toner. Biæderen, i hvis Lod der ligeledes er falden en klangløs Stemme, sidder længe paa sin Udkigspost ved Hunnens Side, lader næppe en Lyd høre og synes at indskrænke sig til at sende ømme Blikke med sine smukke, højrøde Øjne; men saa flammer ogsaa den op, hæver pludselig sine Vinger og stiger højt op i Luften, kredser omkring, udstøder Jubelskrig og vender atter tilbage til sin Hun, der imens er ble ven rolig siddende paa sin Plads. Midt under sin ivrigste Kærlighedssang, enten saa denne bestaar i Kurren eller andre lignende Lyde, bryder Dåen pludselig af, slaar nogle Gange skarpt og højlydt med Vingerne, svinger sig hurtigt op i Luften, udbreder derpaa Vin- gerne og sænker sig svævende ned mod en Trætop for her at begynde forfra. Træ- og Vandpiplærkerne, Tornsangerne og Havesangerne bærer sig ad paa samme Maade som Duerne; de grønne Bladsmutter styrter sig, uden at afbryde deres Sang, ned imod Jorden og flyver derpaa atter op paa en anden Gren, paa hvilken de ender deres Sang for efter nogle Øjeblikkes Forløb at begynde forfra og endnu en Gang føre den til Ende under gentagne Flyvelege. Grønirisker, Siskener og Gulspurve tumler, beherskede af Kærlighed, paa den forunderligste Maade om i Luften; syngende deres Kærlighedssang, synes Lærkerne formelig at klatre op imod Himlen; Gulirisken ter sig, som om den havde lært at flyve af Flagermusene. Alle Fugle, der røber deres Kærlighed i Dans, belinder sig i den samme Rus som de ovennævnte. Ogsaa de fornægter under Dansen deres tidligere Vaner og bliver tilsidst fuldstændig som forrykte, saa at de mere eller mindre glemmer Yderverdenen. Yderst faa Fugle er stumme under Dansen; de fleste udstøder tværtimod ejendommelige Lyde, som man ellers ikke har Lejlighed til at høre, og udvikler samtidigt al den Fjerpragt, der staar til deres Raadighed. Særlig ivrige Dansere er Hønsefuglene. Vor almindelige Hane indskrænker sig til at stoltsere omkring, gale og slaa med Vingerne; allerede dens Kammerater Paafuglen og Kalkunen gaar meget videre, naar de leger. Næsten alle Urfugle og en eller anden Fasanart op- fører dog langt livligere Danse. Den, som i den tidlige Morgenstund har iagttaget den legende Tjur, den, som har lyttet til Urlianens