Naturliv

FUGLENES FAMILIELIV. 223 Skogren, den, som i det nordiske Foraars lyse Nætter har set Rypen danse paa Tundraens Snemarker, lian maa være enig med mig i, at en saadan Hyldest, som disse Haner bringer deres Høns, maa virke ligesaa uimodstaaeligfc som Paafuglens, der forvandler sin skønneste Pryd til Baldakin for sin Kæreste. Endnu ejendommeligere end alle disse optræder dog Satyrhønsene eller Hornfasanerne, der lever i det sydøstlige Asien og er prægtige Hønsefugle med to hornagtige, livligt farvede Hudrør paa begge Sider af Hovedet og en i de mest glødende Farver prangende, udvidelig Hudflig paa Struben. Naar Hanen gen- tagne Gange har kredset omkring Hønen, uden dog at synes at hellige den nogen særlig Opmærksomhed, bliver den pludselig staaende paa et bestemt Sted og begynder at bukke for den. Hurtigere og hur- tigere følger disse Buk efter hverandre, og langsomt og lidt efter lidt vokser imens dens Horn og svulmer Halsfligen op, indtil baade de første og den sidste formelig flagrer omkring Hovedet paa den elskovs- syge Fugl. Nu udbreder og strækker den Vingerne, ruller og sænker Halen, sætter sig paa Hug paa de udadbøjede Fødder og slæber pustende og hvislende Vingerne hen ad Jorden. Pludselig standser enhver Bevægelse. Med udspilede Vinger og Halen trykket ned mod Jorden, lukkede Øjne og idet den lydeligt trækker Vejret, sidder den saaledes en Stund ubevægelig. Pludselig farer den igen op, puster og hvisler, ryster over hele Kroppen, glatter sine Fjer, kradser i Jorden, slaar op med Halen, rejser sig i Ryk til sin fulde Højde, styrter hen imod Hunnen og bliver saa midt i sit vilde Tilløb plud- selig staaende foran den i hele sin olympiske Herlighed, staar saa- ledes stille et Øjeblik, begynder derpaa atter at ryste, rykke og hvæse og lader saa paa én Gang hele sin Pragt forsvinde, glatter sine Fjer, trækker Horn og Hudfligene ind og vender, som om intet var hændt, roligt tilbage til sin sædvanlige Beskæftigelse. Med sirlige Skridt, Hovedet noget bøjet, med rystende Vinger, udbredt Hale, bukkende, snart nærmende sig, snart fjærnende sig, tripper Viben omkring sin Kæreste; som en lysende Offerflamme gynger Ildtinken paa Akset af Durraen, hvor den har taget Bolig med sin Hun, puster sin pragtfulde Fjerdragt op, og drejer sig frem og tilbage paa sin valgte Plads under idelig Syngen; Næb mod Næb og Bryst mod Bryst udfører Duerne en langsom Kærlighedsdans; mere lidenskabeligt, med livlige Spring, danser Tranerne; ikke mindre ivrigt