Naturliv

FUGLENES FAMILIELIV. 227 udføres til dens Pris, men røber ikke ved nogen Handling eller noget Tegn sin beredvillige Imødekommenhed. Mange Fuglehunner, i Sær- deleshed Hønerne hos alle i Mangegifte levende Hønsefugle, indfinder sig ikke engang paa Hannernes Legepladser, endskøndt de er alt andet end koldblodige og tilbageholdne og ikke sjældent ved indbydende Lokken og Kalden sætter de legende Hanner i Fyr og Flamme. Bliver en Han mere efterhængende, end Hunnen tinder behageligt, unddrager hun sig den ved at tage Flugten; denne turde dog kun i de sjældneste Tilfælde være alvorligt ment, men fortsættes i Reglen saa energisk og vedholdende, at det ikke altid er let at afgøre, hvorvidt den sker uden Bihensyn eller kun for et Syns Skyld. Tjener den ikke til andet, saa bidrager den i det mindste til endyderligere at faa den elskovssyge Fugl til at opbyde alle de til dens Raadighed staaende Midler til at vise sig elskværdig. Ivrigere end nogen Sinde, sættende alle Hensyn til Side, stormer den efter den flygtende Hun, som om den med Magt vilde tiltvinge sig Bønhørelse; ildfuldere end nogen Sinde synger den, livligere end nogen Sinde hopper, danser og leger den, saa snart Hunnen standser en Stund for at hvile, og ivrigere end nogen Sinde før genoptager den forfølgelsen, naar Hunnen paa ny fortsætter sin Flugt. Sandsynligvis vilde enhver Fuglehun være mindre tilbageholdende, end den i Reglen er, saafremt den ene Han var den eneste Frier. Men da Hannerne i Reglen udgør Flertallet, kan enhver Fuglehun i Almindelighed være kræsen og have Lejlighed til at vælge. Flere Hanner, stundom i betydeligt Antal, forebringer den samtidig deres Hyldest og det er derfor rimeligt, at den betænker sig. Med eller mod sin Vilje lyder den Racevalgets Love; blandt flere søger den stedse at vinde den bedste, kraftigste, friskeste, den i enhver Hen- seende mest udmærkede. Dens Optræden og Adfærd fremkalder blandt Hannerne en umaadelig Skinsyge, der naturligvis har vedvarende Kampe til Følge, endog paa Liv og Død. Enhver Fugl, om vi endog finder den nok saa uskyldig og uskadelig, er i Kampen om en Kæreste en Helt, og enhver forstaar at gøre de Vaaben, der er faldne i dens Lod, Næbbet saavel som de med Klør eller Sporer bevæbnede Fødder og de stundom med hornagtige Takker forsynede Vinger, saa frygtelige for den paa samme Maade udrustede Modstander, at Enden paa Striden i mange Tilfælde bliver den ene Kæmpers Død. 15*