Naturliv

228 FUGLENES FAMILIELIV. Alt efter Fuglens Art og Vaner staar Kampen paa Jorden, i Træerne, i Luften eller i Vandet. Ørne eller Falke bekæmper deres Modstandere i Luften med Klør og Næb; prægtige Vendinger, en hurtig Opstigning i Luften for at opnaae en bestemt Højde, der er gunstig for et Angreb, et glimrende Forsvar og gensidig Forfølgelse karakteriserer en saadan Tvekamp. Selv om det lykkes en af de kongelige Kæmper at faa fat i sin Rival, slaar ogsaa denne sine Klør i sin Modstanders Bryst, og begge styrter nu i rasende Fart ned fra Højden, ude af Stand til at gøre nogen egenlig Brug af deres Vinger. Naar de er komne ned paa Jorden, afbrydes Kampen; men saa snart den ene atter hæver sig til Flugt, følger den anden straks efter, og nogle Minuter senere begynder Kampen paa ny. Bliver den ene træt, muligvis som Følge af erholdte Saar, saa tiltræder den Tilbagetoget, flygter vel ogsaa, rasende forfulgt af Sejrherren, afsted saa hurtigt den kan og uden at forsøge at gøre nogensomhelst Modstand ud over Grænsen for det Omraade, Hunnen har udvalgt sig, men opgiver i ethvert Tilfælde, trods alle lidte Nederlag, ikke Striden, før Hunnen af- gjort har bestemt sig for Sejrherren. Undertiden, ganske vist sjældnere, hænder det, at en saadan Tvekamp ender med en af Kæmpernes Død; thi Ørnen, hvis Skinsyge vokser ved Kærligheden og Æresfølelsen, er ikke tilbøjelig til at vise den besejrede nogen Naade, men myrder skaanselløst den Modstander, som er bleven ude af Stand til at kæmpe eller flygte. Endog Taarnsvalerne, som forekommer os at være saa uskadelige og fredsommelige Væsener, dræber deres Rivaler, idet de, kæmpende ganske paa samme Maade som Ørne og Falke, slaar deres skarpe Klør i Modstanderens Bryst og tilreder den saaledes, at den saarøde ikke sjældent sætter Livet til. Hos alle Fugle, der er begavede med Stemme, gaar der en formelig Udfordring forud for Kampen. Hos alle Sangfugle bliver allerede Stemmen et Vaaben, nied hvilket den kan kæmpe og besejre, om end paa ublodig Vis; og Fuglenes Lokketoner, hvorigennem de tolker deres kærlighedsfulde Følelser, vækker stedse den største Skin- syge. Den, der kan efterligne Gøgens Kalden, kan lokke den ellers saa forsigtige Fugl hen til Træet, hvor under man har taget Plads; den, som nogenlunde tro kan gengive Gulddroslens i hverandre ind- flettede Toner, den vilde Dues eller Turtelduernes Kurren, Spætternes Trommen, med et Ord en eller anden Fugls Parringsraab eller Sang,