Naturliv

FUGLENES FAMILIELIV. 231 modtager dens Hyldest. Paa hvilken Maade dens Erklæring eller Af- gørelse sker, kan jeg ikke sige; men medens de her skildrede Kampe endnu staar paa, har den allerede gjort sit Valg, og fra dette Øjeblik hengiver den sig helt og holdent til den Ven, den har valgt, følger den, hvor den gaar, modtager med synligt Velbehag dens Kærligheds- erklæringer og besvarer ømt dens Kærtegn. Længselsfuldt kalder hun paa ham, jublende hilser hun ham, og hun retter sig gerne efter alle hans Ønsker og Handlinger. Ømt og trofast sidder parrede Papegøjer Side om Side, om saa Hundreder har slaaet sig ned i samme Træ; den fuldstændigste Overensstemmelse giver sig til Kende i begges Handleniaade, og kun én Vilje synes at besjæle begge. Naar Hannen søger sin Føde, saa gør Hunnen det ogsaa; flytter han sig til en anden Plads, følger hun ham straks; istemmer han sin Sang, saa falder hun ind. Kærligt plukker og piller den ene den andens Fjer, og gerne strækker den, der behøver Hjælp, Hals og Nakke frem for at modtage saadanne Ømhedsbeviser. Om ikke altid saa iøjnefaldende, saa mod- tager dog andre Fuglehunner ligesaa gerne og besvarer ligesaa ømt alle de Kærtegn, der ødsles paa dem. De kender ikke til sure Miner, ikke til saarende Luner, ikke til Pirrelighed eller Misfornøjelse, men kun til Kærlighed, Ømhed og Hengivenhed; Hannen kun til Stolthed og Glæde i Bevidstheden om den Lykke, han har erhvervet sig ved sin Kamp. Samtidig med at han raader og bestemmer, retter han sig efter Hunnens Ønsker: naar hun flyver op, forlader ogsaa han sin Plads; naar hun udvandrer fra Hjemmet, følger han hende til fjerne Lande; naar hun vender hjemad, iler ogsaa han tilbage til sit Barn- domshjem. Det er derfor intet Under, at Fuglenes Samliv er et Liv, fuldt af Lykke og Harmoni. Om end de for hele Livet forenede Ægte- fæller ældes, saa ældes deres Kærlighed ikke med dem, men forbliver evig ung og henter hvert Foraar ny Olie til Flammens Vedligeholdelse; Ømheden mellem dem formindskes ikke engang i det langvarigste Samliv. Troligt paatager Ægtefællerne sig deres Part af de huslige Beskæftigelser, ved Bygning af Rede, Æggenes Rugning og Børnenes Opfostring; med Selvopofrelse understøtter Hannen sin Hun i alle ae Besværligheder, som Børnene foraarsager hende; modigt vaager han over hendes Sikkerhed; uden Betænkning udsætter han sig for øjen- synlig Fare, ja endog for Døden, naar det gælder om at redde Hunnen. Kort sagt, begge deler fra det Øjeblik, da de er bievne forenede med