Naturliv

232 FUGLENES FAMILIELIV. hinanden, alle Livets Glæder og Sorger, og dersom ikke særlige For- hold virker forstyrrende, varer deres saa inderlige Forening hele deres Levetid. Der savnes ikke Iagttagelser, som bestyrker dette. Skarpsindige Forskere, der i mange Aar efter hverandre har iagttaget visse bestemte Fugle og tilsidst lært dem saa nøje at kende, at de ikke har kunnet forveksle dem med andre af samme Art, er os en sikker Borgen her- for. Og enhver af os, som skænker visse særligt iøjnefaldende Fugle en Smule Opmærksomhed, maa komme til den samme Erfaring. I et Storkepar paa et Tag har Ejeren af det paagældende Hus saa rig Lej- lighed til at lære at genkende Han og Hun og skelne dem fra andre Storkehanner og Storkehunner, at enhver Mulighed for at tage fejl er utænkelig; men den, som giver Agt paa sin Stork, vil finde, at det samme Par altid kommer tilbage til Reden, saa længe begge Ægte- fællerne lever. Og enhver Naturforsker eller Jæger, som opmærksomt iagttager vandrende Fuglepar eller, naar Kønsforskellen ikke frem- træder paa nogen ydre Maade, nedskyder saadanne, vil finde, at de to virkelig er Han og Hun. Under mine Rejser i Afrika har jeg ofte mødt vandrende Fuglepar, der ogsaa, skøndt de levede i det for Fug- lenes Samliv saa karakteristiske Fællesskab, var ligesaa uadskillelige som hjemme i Reden, var to om alt og vel ogsaa bar Modgang og Lidelser sammen. De sammenhørende Par af Dværgørne kunde man særdeles godt kende igen som Ægtefæller, naar de rejste i Sel- skab med andre af deres Art eller slog sig ned paa et Sted; Sangsvaner, som jeg saa ved Mensalesøen i Ægypten, indfandt sig parvis og drog ogsaa parvis derfra; alle andre i Engifte levende Fugle, som jeg traf under Vejs, bekræftede denne Regel. At Ægtefællerne ogsaa bar Modgang og Lidelser sammen, kom jeg paa det Rene med, da jeg ved et Vandløb i det sydlige Nubien traf et Storkepar, som tildrog sig hele min Opmærksomhed af den Grund, at de endnu tøvede her paa en Tid, da alle deres Artsfrænder for længe siden var dragne langt ind i det indre Afrika. For at faa Aarsagen til deres Tøven at vide, lod jeg Fuglene dræbe og fandt, at Hunnens Vinge var bleven beskadiget, hvorved den var bleven hindret i at drage videre; at der- for den i alle Henseender sunde og stærke Han, ene og alene af Kær- lighed til sin Hun og for at holde hende med Selskab, var bleven til- bage i en Egn, hvor alle Betingelser for et passende Vinterherberge