Naturliv

16 LAPLANDS FUGLEBJÆRGE. Mefistofeles’ Ord virkeliggøres. Den brusende Larm, Vrimlen al Skikkelser og Stemmer laminer alle Sanser; det flimrer og glimter for Øjnene, det suser og bruser for Ørene, saa at man tilsidst hverken kan opfange Farve eller Lyd. Hvorhen man end vender sig paa Øen, mødes man overalt af den nysnævnte Sky; hvorhen man ser, ser man ikke andet foran sig end Fugle; og selv om Tusinder slaar sig ned, er andre Tusinder fløjne op; deres Bekymring og Uro for Afkommet gør, at de glemmer deres egen Afmagt og faar dem til paa en ganske vist ufarlig, men yderst besværlig Maade at søge at hindre Vandrerens Fremtrængen. Ganske uligt dette dog temmelig uskyldige og sorgløse Liv paa Holmene er det Billede, som en af Sølv-, Silde- eller Havmaager optagen 0 frembyder. Ogsaa disse samles i Flokke paa visse bestemte Øer for at ruge, Hundreder og atter Hundreder af Par, saa at en saadan 0 stundom kan være befolket af fire til fem Tusind Par. Selve Øen frembyder et lige saa skønt og storartet Skuespil som Edderholmene. De store, blændende hvide og i lys- eller mørkeblaat skiftende Figurer stikker paa en yderst ejendommelig Maade af mod Omgivelserne, og deres Bevægelser præges af hele den Ynde, som karakteriserer Maagerne i Almindelighed. Disse stærke, kraftige og rovlystne Fugle er ganske vist selskabelige, men ingenlunde fredelige Naboer. Intet Medlem af en saadan Koloni tror det andet, hvert enkelt Par lever for sig, afstikker sig et bestemt Omraade, om det end er aldrig saa lille, taaler ikke, at noget andet Par betræder dette Omraade, forlader aldrig Reden begge paa én Gang, og skynder sig, saa snart det er blevet bortskræmt af en fælles overmægtig Fjende, saa hurtigt som muligt tilbage til Reden for at beskytte denne imod sine egne Frænder. Mindre larmende, men ingenlunde mindre storartet er Livet paa de egenlige Fugleøer, hvor Alker, Lommer og Lunder ruger, og højst nu og da en eller anden Maage, en eller anden Skarv har bygget Rede. Det turde være tilstrækkeligt, naar jeg søger at skildre et enkelt af disse Bjærge. Nord for de store, til Lofotens Gruppe hørende Øer ligger der i en Afstand af henved ni Hundrede Fod fra Stranden tre klokkeformige Øer, »Nykerne«, der hæver sig stejlt og brat over Havet til en Højde af henved tre Hundrede Fod over Havfladen, og rundt om omgives af