Naturliv

234 FUGLENES FAMILIELIV. Dette og ovenfornævnte Omstændigheder taler just ikke til Fordel for Fuglehunnerne, men afkræftes, hvad jeg allerede her vil fastslaa, i den Grad ved en Masse Modbeviser, at de kun kan betragtes som sjældne Undtagelser fra Eeglen. Og skal der virkelig fældes en Dom over Hunnernes tilsyneladende eller faktiske Skyld, bør det ikke glemmes, at Hannerne, der har langt større Aarsag end de mere faa- tallige Hunner til at agte og holde den ægteskabelige Troskab i Ære, ligeledes kan glemme den. Den, der kender de med største Urette som Sindbilleder for alle tænkelige Dyder fremstillede Duer, véd hvor lidt de fortjener den Berømmelse, som man fra gammel Tid har skænket dem. Deres Ømhed er rørende, men ikke af den ægte Slags; deres Kærlighed og Troskab mod Mage og Børn lovprises, men bestaar ikke Prøven. Ganske bortset fra deres Mangel paa Faderfølelse, gør Due- hannerne sig skyldige i allehaande Brud paa de ægteskabelige Love og benytter ikke sjældent Tiden, medens Hunnen ruger, ti-1 at kurtisere andre Hunner. Endnu mere dadelværdige er Ænderne, og ikke stort bedre Bødhønshanerne. Saasnart Ænderne er bievne optagne af Om- sorgen for deres Æg, slaar Andrikerne sig sammen i store Selskaber, fordriver Tiden saa godt de kan, lader deres Hunner imens bære al Omsorgen og al Bekymringen for Ungerne og indlinder sig først igen hos Hunnerne, maaske ikke engang hus deres egne, naar Børnene er bievne store og selvstændige og saaledes ikke længere behøver deres Hjælp. Rødhønshanerne derimod, og sandsynligvis ogsaa vore Agerlianer, stiller sig i Parringstiden til Tjeneste for enhver anden Han, der melder sig, for at udkæmpe en Dyst med den og bliver derfor ofte af Spa- nierne narrede og dræbte ved Hjælp af tamme Haner af deres egen Art; senere hen, naar Hønsene ruger og de ikke længere føler sig opfordrede til Tvekamp, ind tinder de sig dog ogsaa paa Hønens Lokken og Kalden, og ganske vist om muligt endnu hurtigere end før. Dog, som sagt, de udgør Undtagelser fra Reglen og kan ikke i fjerneste Maade sammenlignes med de Fugle, der lever i Mangegifte. Man har forgæves forsøgt nøjagtigt at forklare Kofuglenes, Gøgenes, Fasanernes, Urfuglenes og Kalkunernes, Vagtlernes og Brushanernes Mangegifte, men det er dog ikke lykkedes at finde nogen fuldstændig holdbar Grund. Naar man paastaar, at Gøgen og dens nærmeste Stammefrænder ikke ruger, fordi de stedse maa være rustede til at udrydde skadelige Larver og Kryb og derfor hverken kan leve et ordnet