Naturliv

FUGLENES FAMILIELIV. 237 om efter en anden Mage. Visse Arter, og ganske vist ikke alene de som »uadskillelige« betegnede Papegøjer, men ogsaa Finker og andre, ja endog Hornuglen, berøves efter et saa tungt Slag enhver Glæde ved Livet, de sidder ensomme og adskilte fra deres Artsfrænder og sørger og græmmer sig saa længe, indtil Døden endelig kommer som en Befrielse. Den eneste, men væsenligste Aarsag til en saa fortvivlet Sorg turde dog være at søge i den stedse betydelige, undertiden til Umu- lighed grænsende Vanskelighed ved at vinde en anden Hun. Denne faar tidt slet ingen Tid til at sørge; thi før eller senere, undertiden næsten øjeblikkelig, indlinder der sig ny Ægteskabskandidater hos hende og overvælder hende med saa megen Kærlighed og Ømhed, at hun med eller mod sin Vilje lader sig trøste. Og naar forøvrigt Bekym- ringen for Afkommet faar Magt med det stedse saa ømme Moder- hjærte, maa vel alle andre Tanker underordne sig disse, saa at nogen mere langvarig Sorg ikke kan vinde Indpas hos hende. Bliver det selv for hende vanskeligt at finde Erstatning, saa udtrykker hun sin Sorg ikke mindre stærkt end Hannen, men stundom gaar hun endnu videre, idet hun af egen fri Vilje afstaar fra en tilbudt ny Forbindelse. En Spurveenke, som min Fader iagttog meget nøje, antog, uagtet hun havde Æg at ruge og senere hen Unger at opfostre, ingen af sine Beundrere, men forblev i sin Enkestand og opfødte alene og med usigeligt Besvær sin fordringsfulde Børneflok. En anden, virkelig lige- frem rørende Episode, som beviser Fuglenes Enkesorg, er bleven mig fortalt af den grundige Naturforsker Eugen von Homeyer, Et oven- paa dennes Hus bosat Storkepars Lykke fik en brat Afslutning ved en Søndagsjæger. Den sørgende Enke søger, uden at vælge nogen ny Mage, at opfylde sine Moderpligter og tiltræder om Efteraaret med sine Unger og Artsfrænder Vandringen til Afrika. Næste Foraar kommer hun hjem igen til den gamle Rede uden Mage, som da hun drog bort. Hun faar mange Friere, men alle afviser hun med de mest rasende Hug med Næbbet; hun arbejder ivrigt paa Redens Istand- sættelse, men dette gør hun ene og alene for at beskytte sin Ret til Pladsen. Om Efteraaret drager hun atter med de andre Storke til de sydligere Lande; Foraaret derpaa kommer hun endnu en Gang tilbage, og atter bærer hun sig ad som før. Paa denne Maade lever hun i elleve Aar. Det tolvte Aar forsøger et andet Storkepar med Magt at