Naturliv

236 FUGLENES FAMILIELIV. Det turde imidlertid være Nøden, den uomgængelige Nødvendighed for at betrygge Tilværelsen for Afkommet, der allerede er krøben uti af Ægget eller endnu slumrer deri, der tvinger de i Engiffe levende Fugles Hunner til hurtigere at ombytte Enkesorgen med et nyt Ægteskab, end Hannerne glemmer Tabet af en Hun. Hvorvidt deres Sorg virkelig er mindre end en Fugleenkemands er vistnok Tvivl underkastet, hvor meget end det ydre Skin synes at tale derfor. Som den nys omtalte Storkehun paa Ebensee handler ogsaa andre Fuglehunner. Et Skadepar, der rugede i vor Have, havde vi dødsdømt, fordi vi af dets Nærhed kunde befrygte Fare for en i samme Have værende talrig Flok smaa Sangfugle, paa hvilke vi satte megen Pris. Klokken syv om Morgenen blev Hannen skudt; næppe to Timer efter havde Enken skaffet sig en anden Mage; en Time efter faldt ogsaa denne; Klokken elleve var Hunnen parret for tredje Gang. Dette vilde have gentaget sig yder- ligere, dersom ikke den nu urolige Hun havde fundet for godt at flytte hen til et andet Sted med sin sidst erhvervede Mage. Min Fader skød engang om Foraaret en Agerhane. Hønen fløj op, slog snart ned igen, fik umiddelbart efter en anden Han til Frier og antog denne uden videre Ceremonier. Tschusi-S chmidthofen borttog fra en Rød- stjærtrede i Løbet; af otte Dage ikke mindre end tyve Hanner, hvorpaa han lod Enken i Ro, efter at hun for tyvende Gang havde været hen- sunken i Sorg og ligesaa ofte havde ladet sig trøste. Modsætningen til et saa øjensynligt Vankelmod finder vi, naar .Fuglehannerne har mistet deres Hunner. Tilkendegivende deres Sorg- ved høje Skrig og rørende Klager, flyver de omkring den elskede Huns Lig, berører det maaske ogsaa med Næbbet, som om de vilde Hytte det, løfte paa det og flyve bort med det, istemmer paa ny en skærende, endog for Mennesker forstaaelig Klage, løber frem og tilbage inden for sit Omraade, bliver staaende, snart paa det ene snart paa det andet Yndlingssted, klagende, lokkende og jamrende; forsmaar at tage Føde til sig, stormer som vanvittige ind paa andre Hanner af deres Art, som om de misundte dem deres Lykke og vilde lade dem blive delagtige i deres egen Ulykke, har hverken Rist eller Ro, be- gynder snart paa et, snart paa et andet, uden at blive færdige dermed og handler uden at vide, hvad de gør. Saaledes lever de i Dage, Uger efter hverandre og tidt bliver de paa Ulykkesstedet saa længe det er muligt, uden engang at gøre kortere Strejtog for at se sig