Naturliv

KARAKTERBILLEDER AF ABERNES LIV. 245 Saa snart Pelsen er bleven renset, og, dersom det har været nødvendigt, ogsaa kæmmet, begynder Bekymringen for Frokosten at gøre sig gældende. Denne er dog let nok af hjulpen, da Aberne aldeles ikke er kræsne; saavel Dyre- som Planteriget maa her give sin Tribut. Skovene saavel som Bjærgegnene byder paa Frugter, Bær, Blade og Blomsterknopper, Fuglereder med deres Æg og Unger, Snegle og Insekter; Haverne paa Frugt og Grøntsager; Markerne paa Sæd og Bælgfrugter. Hist brydes et modent Aks, lier plukkes en saftig Frugt, oppe i Vejret plyndres en Fuglerede, paa Jorden væltes en Sten, i Byerne brandskattes en Have eller plyndres en Mark, og overalt tager de noget med. Enhver Abe ødelægger, saafremt den har Tid dertil, ti Gange mere, end den fortærer, og kan derfor volde Land- manden saavel som Gartneren højst følelig Skade. Ved Plyndrings- togets Begyndelse søger ethvert Individ at gøre sig til Gode paa bedste Maade og fortærer, hvad den kan overkomme, stopper ogsaa, saafremt den er forsynet med Kæbeposer, straks disse saa fulde som muligt; men saa snart det første og mest paatrængende Behov er af- hjulpet, bliver den kræsen, idet den først meget nøje undersøger, lugter og kigger paa enhver plukket Frugt, ethvert afbrudt Aks, inden den furtærer det, men i de fleste Tilfælde kaster den hensynsløst saavel det ene som det andet bort for at se sig om efter noget andet, og bliver saaledes ved paa denne Maade. »Vi saar og Aberne høster«, klagede Beboerne i det østlige Sudan med fald Føje. Og mod saa- danne Tyve beskytter hverken Hæk eller Mur, hverken Laas eller Slaa, de klatrer over de første og aabner de sidste, og hvad de ikke fortærer tager de med sig. Det er paa engang komisk og irriterende at se, hvordan de gaar til Værks; thi som i Almindelighed i deres Væsen parrer sig ogsaa her Dristighed og Forslagenhed, Overmod og Snuhed, Nydelseslyst og Forsigtighed, ligesom ganske vist ogsaa List og Lumsklied, Frækhed og Ondskab. Hele den dem egne Kunstfær- dighed fremtræder i samme Grad som Faren forøges, de springer, klatrer, hopper, ja svømmer endog i Nødstilfælde for at opnaa et eftertragtet Maal, men taber aldrig, under ingen Omstændigheder, deres egen Sikkerhed af Syne. Anføreren gaar altid i Spidsen, kalder, raaber, opfordrer, advarer, skriger, bander og straffer, alt efter Om- stændighederne; Truppen følger efter, uden dog nogen Sinde at føle sig fuldstændig tryg. Truer der en Fare, tænker ethvert Medlem af