Naturliv

244 KARAKTERBILLEDER AF ABERNES LIV. bliver altfor talrig, saa udskiller der sig en Flok fra denne, for under Ledelse af en imidlertid opvokset ung Høvding at danne et særligt Selskab. Man lader indtil da den første nyde almindelig Agtelse og den er i ligesaa høj Grad Genstand for Hæder som for Frygt. Gamle prøvede Abemødre saavel som unge Abefrøkener i Backfischalderen opbyder alt for at smigre ham, og særlig kappes de om at vise ham den største Gunst, en Abe kan vise en anden, idet de med største Alvor bestræber sig for at holde hans Pels ren og fri for alle Snylteskabninger. Han paa sin Side modtager en saadan Hyldest med den Anstand og Ro, der er ejendommelig for en Pascha, som lader sin Yndlingsslavinde tvætte sine Fødder. Den Agtelse, han har for- staaet at tiltvinge sig, skænker ham Sikkerhed og Værdighed i Op- træden ; de Kampe, som han trods alt har at bestaa, giver ham Over- legenhed, Mod og Selvbevidsthed; Nødvendigheden af at bevare sin Magt, Klogskab, List og Forslagenhed. Samtidig med, at han vel nærmest for sit eget Bedstes Skyld udnytter disse Egenskaber, gavner han ogsaa hele Samfundet, og hans uindskrænkede Magt er- holder derved Berettigelse og Varighed. Regeret og ledet af ham, fører Truppen, hvor hæftige Storme der end kan rase inden for den, et i ydre Henseende ganske trygt og roligt Liv. Alle Aber, med Undtagelse af de faa Nataber, er i Virksomhed om Dagen og hviler om Natten. Først en god Stund efter at Solen er staaet op, begynder de at vaagne af deres Søvn. Det første, de gør, er at sole og pudse sig. Har Natten været kold og ubehagelig, har de ganske vist forsøgt at forbedre deres ugunstige Stilling ved at krybe tæt ind til hverandre, hvorved de stundom kan danne formelige Klynger, men de er dog om Morgenen saa forfrosne, at de absolut finder sig foranledigede til en rum Tid at nyde Morgensolen. Saa snart Duggen er forsvunden, forlader de deres Sovesteder, klatrer langsomt og i Mag op til de højeste Trætoppe eller fremspringende Klipper, udvælger en Plads, der er særligt udsat for Solstraalerne, og sidder nu her og drejer og vender sig, for at alle Legemsdele kan faa godt af den dejlige Solvarme. Naar Pelsen er tør og behørigt genneni- varmet, vaagner Sansen for at faa den ren, og enhver hengiver sig nu med største Iver og Alvor til dette Arbejde eller fordrer og mod- tager af en Kammerat den nødvendige Vennetjeneste, ligesom han selv altid er beredt til Gentjeneste.