Naturliv

KARAKTERBILLEDER AF ABERNES LIV. 243 til Gibraltars Klipper, hvor der i umindelige Tider, for Tiden fredede og skaanede af Fæstningens Besætning, har opholdt sig og endnu opholder sig en af over tyve Individer bestaaendø Flok Magoter eller stumphalede Marekatte. Skovene og Fjældegnene, i hvilke de stiger op lige indtil seks å ni Tusind Fods Højde, er deres Hjem. Saavel i de første som i de sidste lever de med Undtagelse af nogle faa Arter Aar ud og Aar ind, men retter sig saa vidt efter Aars- tidernes Skiften, at de i Skovene foretager mere eller mindre om- fattende Vandringer efter de modne Frugter, eller i Bjærgøne stiger opad ved den varme Aarstids Begyndelse, og ved den kolderes Ind- træden drager nedad; thi skøndt man træffer dem endog i snebedæk- kedti Egne, holder de dog ligesaa meget af Varme som af et veldækket Bord. Dér, hvor de skal slaa sig ned for bestandig eller for længere Tid, maa der altid være noget at bide i og knække, i modsat Tilfælde udvandrer de. Skove i Nærheden af menneskelige Boliger betragter de som et ligefremt] Paradis. Majs- og Sukkerrørsmarker, Frugt-, Banan-, Pisang- og Melonplantager betragter de som deres retmæssige Ejendom; Egne, hvor Befolkningens fromme Overtro beskytter dem, er ligeledes yndede Opholdssteder for dem. Alle Aber, de saakaldte Menneskeaber maaske undtagne, lever i Flokke af en stundom ganske betydelig Størrelse, i Spidsen for hvilke der staar en gammel Han, som fører og hersker. Til en saadan Vær- dighed hæves Ihændehaveren ved mere eller mindre anerkendte over- legne Egenskaber: de stærkeste Arme og de længste Tænder er i saa Henseende det afgørende. Medens blandt de Pattedyr, hos hvilke et kvindeligt Medlem overtager Førerskabet, ethvert andet til Flokken hørende Individ villigt følger dette, tiltvinger den ledende Abe, som er en Selvhersker og Tyran af værste Slags, sig med Magt ubetinget Lydighed. Den, som ikke underkaster sig godvilligt, ledes til sine Pligter ved Bid og Knubs. Abehøvdingen fordrer slavisk Underkastelse af alle de øvrige Aber og ligesaa af Abehunnerne indenfor sin Trup; ridderlig Artighed mod det svage Køn befatter han sig ikke med. Hans Tugt er streng, hans Vilje ubøjelig. Ingen Abeyngling vover at understaa sig til at gøre Kur til nogen Abehun i hans Flok, ingen Abehun tør kaste kærlige Blikke til andre end ham selv. Han hersker uindskrænket over sit Harem, og hans Slægt forøges, ligesom Abrahams, Isaks og Jakobs, som Sandet i Havet. Dersom Hjorden 16*