Naturliv

256 KARAKTERBILLEDER AF ABERNES LIV. hørt af Bavianer. Gamle og unge, Hanner og Hunner brølede, hvæsede, knurrede, brummede i Munden paa hverandre, gaa man skulde tro, at de var i Kamp med Leoparder eller andre farlige Rovdyr. Det var, efter hvad jeg senere erfarede, Abernes Kampraab, jeg hørte. De havde aabenbart til Hensigt dermed at skræmme os og Hundene og maaske ogsaa at opmuntre den raske, gamle Kæmpe, som de saa udsatte sig for en saa øjensynlig Fare. Nogle Dage senere skulde jeg erfare, at de selvbevidste Dyr heller ikke betænker sig paa at optage Kampen med Mennesket. Da vi var paa Tilbagevejen fra Bogoslandet, traf vi atter paa en anden, maaske den samme talrige Flok og vi aabnede nede fra Dalen en virksom Ild paa dem med vore syv dobbeltløbede Bøsser. Vors Skud frem- bragte en ubeskrivelig Virkning. Det samme Stridshyl, som jeg før havde hørt, lød os i Møde; som ført af en Befalingsmand rustede, alle sig til Kamp. Medens de højt skrigende Hunner skyndsomst tog Flugten med deres Unger og sprang over Bjærgkammene, hvor de bragte sig i Sikkerhed for vore Vaaben, steg de gamle Hanner med vredefunklende Blikke, og idet de slog med Hænderne i Jorden, op paa Stenene og Klippestykkerne, tog nogle Øjeblikke, uafbrudt brum- mende, knurrende og skrigende, et Overblik over Situationen nede i Dalen og begyndte derpaa med en saadan Iver og Behændighed at rulle Sten ned paa os, at vor Stilling snart blev livsfarlig, og vi maatte tage Flugten. Havde vi ikke kunnet klatre op ad Væggene paa den modsatte Side af den snævre Dalgang og paa den Maade bringe os i Sikkerhed for Abernes Projektiler, vilde vi være bievne slaaede efter alle Kunstens Regler. De kloge Dyr gik ved deres For- svar ikke blot planmæssigt frem, men handlede ogsaa i Overensstem- melse og efter Aftale med hverandre, idet de søgte at naa et tælles Maal og i Fællesskab anvendte deres Kræfter hertil. En af mine Rejsefæller saa, hvorledes en af de kæmpende slæbte sin Sten op i et Træ for derfra med større Virkning at slynge den ned i Dybet; selv iagttog jeg, at to af dem i Fællesskab bestræbte sig foi at sætte en tung Sten i Bevægelse. Til saadanne Forsvarsmidler griber intet andet Dyr end den højerestaaende Abe, ligesaalidt som en anden Dyrehan, tor at redde en hjælpeløs Skabning af sin Slægt, bringer sig selv i Fare. Saadanne Træk maa ikke miskendes og kan ikke bedømmes falsk; thi de taler