Naturliv

KARAKTERBTLLEDER AF ABERNES LIV. 255 bølgende Pels i Solen, og blev hilste af mig med nogle Kugler, hvorpaa de tiltraadte et velordnet Tilbagetog og greb Flugten. Fortsættende min Vej ind i Mensas snævre Klippedal, der gør saa mange Sving- ninger, traf jeg en god Stund senere sammen med dem nede i selve Dalen, som de netop var i Begreb med at overskride, for mellem Klipperne pan den anden Side at søge Ly mod lignende generende Hilsener. En god Del af Flokken havde allerede iværksat sin Over- gang, og den største Del stod i Begreb med at følge Eksemplet. Vore Hunde, smukke, slanke Vindspillere, som var vante til med Held at optage Kampen med Hyæner og andre Rovdyr, styrtede ind paa Bavianerne, der, set paa Afstand, snarere lignede Rovdyr end Aber, og jog dem til højre og venstre op ad Klippevæggen; men kun Hun- nerne tog Flugten: Hannerne gjorde øjeblikkelig Front mod Hundene, slog en Kreds om dem, brølede, slog heftigt i Jorden med Hænderne, viste Tænder og betragtede deres Modstandere med saa rasende Blikke, at de ellers saa modige og kaniplystne Hunde veg tilbage ganske for- bløffede og ængsteligt søgte Beskyttelse hos os. Inden det lykkedes os at fonnaa dem til atter at begynde Kampen, havde Situationen væsenlig forandret sig for Aberne; thi da Hundene paany stormede frem imod dem, var næsten hele Flokken i Sikkerhed, kun en henved et halv Aar gammel Unge var bleven tilbage, og denne begyndte nu at skrige og jamre sig, da den saa Hundene komme styrtende frem; men den naaede dog før disse en Klippeblok, hvor den haabede at finde Tilflugt og Frelse. Nu havde Hundene berøvet den Muligheden af et Tilbagetog, hvorfor vi haabede at kunne faa den i vor Magt, men i saa Henseende havde vi gjort Regning uden Vært. Stolt og fuld af Værdighed, uden i mindste Maade at paaskynde sin Gang- øg uden at tage ringeste Notits af os, kom en gammel Han klatrende ned fra den sikre Klippe, nærmede sig den haardt betrængte Unge og, uden at røbe den mindste Frygt, holdt den Hundene, der sprang omkring den, i Skak ved Blikke, Gebærder og truende Lyde. Derpaa steg den langsomt op paa Klippeblokken, tog Abeungen ind til sit Bryst og tiltraadte Tilbagetoget, inden vi var komne hen til Stedet, og inden de øjensynligt forbløffede Hunde kunde faa spærret Vejen for den. Medens den gamle Abehøvding udførte denne modige, selvopofrende Daad, holdt de øvrige Aber i Buskene og Krattet paa Klippevæggen, hvor de havde søgt Tilflugt, et Spektakel, som jeg aldrig før havde