Naturliv

254 KARAKTERBILLEDER AF ABERNES LIV. Lykke og Ulykke, Tryghed og Fare, Velbefindende og Nød, med andre Ord, at danne et Samfund, der hviler paa Gensidighed, lærer dem at gribe til Kræfter og Midler, som ingenlunde er ejendommelige for dem, lægger endelig i deres Hænder Vaaben, som de ikke har faaet af Naturen. Allehaande Lidelser faar ganske vist ofte Bugt med deres Klogskab; men just disse Lidelser taler ogsaa for Livlig*- heden af deres Følelser eller, hvad der er det samme, for deres aandelige Naturs Bevægelighed. Deres Følelser er som Børns, pirrelige som svagt begavede Menneskers; tie er derfor yderst modtagelige for den Behandling, de nyder: saavel for imødekommende Venlighed, som for afvisende Had, for ansporende Ros saavel som for saarende Dadel, for tilfredsstillende Smiger som for krænkende Haan, for Kærtegn saavel som for Tugt. Desuagtet er de dog ikke saa lette at behandle og langt vanskeligere at dressere end f. Eks. en Hund eller et andet klogt Husdyr, thi de er i høj Grad egensindige og næsten lige saa selvbevidst som Mennesket. Lærenemme er de ganske vist, men kun, naar de selv vil og ingenlunde altid, naar de skal være det; thi deres Selvbevidsthed rejser sig imod enhver Subordination, om hvilken de ikke kan indse, at den medfører nogen direkte Gavn for dem selv. Samtidigt indser de fuldkomment, at de udsætter sig for Straf, ud- trykker ogsaa tidt paa Forhaand ved allehaande Lyde den ubehagelige Forventning, de har, om hvad der vil vanke, men vægrer sig dog ved at gøre, hvad man befaler dem, hvorimod de med største Villighed og under livlige Ytringer af Bifald adlyder en Ordre, naar den i Øje- blikket stemmer overens med deres eget Ønske. Den, der maatte nære Tvivl om deres Selvfølelse, behøver kun at iagttage dem, naar de behandler et andet Dyr. Saafremt ikke Frygten for dettes Styrke og Farlighed afskrækker dem, betragter de altid kun et saadant som Legebold for deres Luner, lige meget om de saa driller det, leger med det, klemmer det eller overvælder det med Kærtegn. Nogle Eksempler, for hvilke jeg selv kan gaa i Borgen, eller som jeg anser for tilstrækkeligt bestyrkede, skal jeg her anføre som Bekræftelse paa de Meninger, jeg ovenfor har udtalt. Da jeg rejste gennem Bogoslandet, stødte jeg under min første Udflugt til Bjærgegnene paa en talrig Flok af de samme Kappe- bavianer, som Schejk Kemal el Din Demiri omtaler i sin Fortælling. De sad paa de øverste Spidser af en Klippevæg, hvor de tørrede deres