Naturliv

KARAKTERBILLEDER AF ABERNES LIV. 253 og Hindringer. De førstnævnte er Fuskere, de sidste er fuldendte Kunstnere. Lige saa fuldendt som deres Bevægelsesævne er ogsaa deres Ævne til at give deres Følelser Udtryk. Fra dem hører man hverken pibende, klagende eller hylende, men tværtimod, alt efter som de vil udtrykke det ene eller det andet, meget forskelligartede, efter Om- stændighederne afpassede Lyde, der er forstaaelige selv for os. Util- fredshed og Velvære, Velvilje og Ærgrelse, Kærlighed og Had, Sinds- ligevægt og Vrede, Glæde og Sorg, Tillid og Mistillid. Tilbøjelighed og Modvilje, Hengivenhed og Trods og i Særdeleshed alle pludselige Følelser, saasom Frygt, Skræk, Fortvivlelse, finder hos dem et veltalende Udtryk, hvor indskrænkede deres Stemmemidler end kan synes at være. Haand i Haand med slige Færdigheder og Ævner gaar ogsaa de, vi kalder aaandelige. Ihvorvel man med Føje kan sige, at Haanden, der først hos dem kommer til sin fulde Ret, giver dem væsenlige Fordele fremfor alle andre Dyr og gør, at deres Præstationer synes betydeligere, end de i Virkeligheden er, f. Eks. sætter dem i Stand til at udføre adskillige Kunststykker, som hverken en Hund eller noget andet Dyr kan gøre dem efter, saa maa man dog altid regne dem til de klogeste Pattedyr. Man kan ikke frakende dem en høj Grad af Tænkeævne. Deres fortræffelige Hukommelse bevarer tro de mest forskellige Indtryk, og deres nøje overvejende Forstand omdanner disse til Erfaringer, som de ved passende Lejligheder forstaar at føre sig til Nytte. De handler derfor ubestrideligt med fuld Bevidsthed om, hvad de gør, ganske efter Omstændighederne, ikke som viljeløse Slaver under en Kraft, der indvirker paa dem udefra, men frit og selvstændigt; de har snu og listigt deres egen Fordel for Øje og be- tjener sig af alle Hjælpemidler, som de-tror at kunne have Gavn af, de skelner mellem Aarsag og Virkning, forsøger at tilvejebringe eller tilintetgøre den første for at opnaa eller undgaa den sidste; de ikke blot forstaar, hvad der gavner eller skader dem, men de véd ogsaa, om de handler rigtigt eller urigtigt. Ikke det blinde Tilfælde, men Nytte og Fordel er bestemmende for deres Handlemaade og faar dem til at stille sig under Ledelse af mere begavede, faar dem til at virke og handle i Fællesskab, lærer dem i Fællesskab at paatage sig An- svaret for Individets Ve og Vel, at dele med det Glæde og Sorg,