Naturliv

KARAKTERBILLEDER AF ABERNES LIV. 259 for sig selv højere og bedre end deres spidsfindige Ordkløveri, der vil frakende dette Dyr Forstand og selvstændig Handlen. Enhver, som fordomsfrit betragter Hundeaberne, vil let se, at de forstaar og kan skelne mellem Aarsag og Virkning. De aabner Døre og Vinduer, Kasser, Kister og Skrin, løser Knuder og fjerner andre Hindringer, saa snart de én Gang har Set, hvorledes det gaar til; men de kan ogsaa selv hitte paa Udveje og Midler til at opnaa, hvad de ønsker. En Bavian, som jeg holdt bunden i mit Hjem, bemægtigede sig en Kattekilling i den Hensigt at gøre den til Skødebarn og Kæle- dægge, men kom til at stifte et ubehageligt Bekendtskab med det for- skrækkede Kælebarns Klør; den undersøgte omhyggeligt Poterne, trak Kloerne frem, kiggede paa dem fra alle Sider og bed dem saa af, for ikke at risikere oftere at blive kradset. Min Broder og jeg morede os undertiden med at skræmme den samme Bavian paa den Maade, at vi strøede lidt Krudt ud paa Gulvet foran den og saa antændte det med et Stykke brændende Fyrsvamp. Dettes pludselige Opflammen vakte en saadan Forfærdelse hos vor Bavian, at den hver Gang be- gyndte at skrige højt og hoppede saa langt bort, som Kæden tillod det. Da den paa denne Maade var bleven skræmmet nogle Gange, forhindrede den ganske simpelt en Fornyelse af disse ubehagelige For- styrrelser derved, at den med Haanden slog saa længe paa det glø- dende Fyrsvamp, indtil det slukkedes, hvorpaa den ganske roligt aad Krudtet. Paa den anden Side kunde den nu og da ogsaa selv frem- kalde sin Frygt og Uro. Som alle Aber, uden nogen som helst Undtagelse, viste den en højst komisk Skræk for Krybdyr og i Sær- deleshed for Orme. Vi morede os derfor ofte med at lægge en levende, død eller udstoppet Orm i en større Blikæske, som vi saa rakte den tillukket. Den kendte tilsidst meget godt baade Æsken og Indholdet, men kunde dog umuligt overvinde sin Nysgerrighed og aabnede hver Gang Æsken, for straks efter skrigende at tage Flugten. Ikke tilfreds med at opfatte virkeligt tilstedeværende Aarsager, søgte denne Abe ved visse Lejligheder, der paadrog den Ubehagelig- heder, tillige efter formodede Aarsager. Noget eller nogen maatte altid bære Skylden for den lille Ubehagelighed. Derfor vendte dens fulde Harme sig imod den første den bedste, der kom den for Øje. Blev den straffet, vendte dens Vrede sig ikke imod dens Oppasser og Herre, men ene og alene imod den, der var til Stede ved Afstraffel- 17*