Naturliv

260 KARAKTERBILLEDER AF ABERNES LIV. sen; denne inaatte være Aarsagen til den skammelige Behandling, som den ellers saa gode Herre lod den blive til Del. Den var saa- ledes lige saa mistænkelig, som ukloge Mennesker i lignende Tilfælde plejer at være. Yderst følsom overfor enhver den tilføjet eller blot tiltænkt Uretfærdighed og ikke mindst mod ethvert Drilleri, kunde den samme Bavian dog aldrig lade være med ab drille, ærgre, ja selv mishandle andre Dyr. Vor gamle, gnavne Grævlingehund laa nok saa behageligt udstrakt i Solen og tog sig en Middagslur. Dette saa Bavianen, sneg sig forsigtig hen til den, kiggede med en ondskabsfuld Blinken med Øjnene Hunden ind i Ansigtet for at overtyde sig om, hvorvidt den virkelig sov, greb pludselig fat i den sovendes Hale og bragte med et kraftigt Ryk Hunden tilbage fra Drømmenes Verden til Virkeligheden. Rasende søgte Hunden at hævne den lidte Fornærmelse og styrtede afsted efter Fredsforstyrreren; men med et eneste Spring over den fremstormende Hund undgik denne den truende Straf, havde i næste Øjeblik atter grebet fat i Hundens Hale og morede sig øjensynligt i høj Grad over sin bidske Modstanders afmægtige Harme, indtil denne, skummende af den mest rasende Vrede, som endog betog den Ævnen til at gø, tog det Parti at gribe Flugten med Halen mellem Benene og overlade Valpladsen til sin arge Fjende. Det manglede kun, at Bavianen ogsaa skulde kunne le, for at Ligheden mellem dens Frem- gangsmaade og et ondskabsfuldt Menneskes havde været fuldstændig. Desuden overvældedes den besejrede med den mest utvetydige Haan. Selv tog den derimod enhver Skæmt yderst ilde op, kunde ene og alene ved en frenimeds Latter komme i Vrede og Raseri og forsømte ganske vist ikke at hævne sig ved første passende Lejlighed, selv om en saadan Lejlighed først viste sig efter flere Ugers Forløb. Men ganske vist: den var Abe, følte sig som saadan og betragtede i sin Indbildskhed Hunden som et ganske underordnet Væsen. Hundeaberne giver daglig enhver opmærksom Iagttager Beviser paa denne Selvfølelse eller rettere Indbildskhed. Samme Bavian fattede, ligesom alle Aber, en overordenlig Ømhed og Hengivenhed for andre mindre Dyr, men i Særdeleshed for en Marekat, der delte Bur med den og ogsaa udenfor dette kunde betros til den, da den altid inaatte være ved dens Side og under dens Øjne, sov i dens Arme og adlød den som en Slave. En saadan Lydighed krævede og