Naturliv

KARAKTERBILLEDER AF ABERNES LIV. 261 betragtede den som en ganske naturlig Sag; men ubetinget Under- kastelse fordrede den, naar der var Tale om Maden. Medens den godmodige og lydige Marekat, uden at kny, saa, at dens Plejemoder — thi vor Bavian var en Hun — tog alle de bedste Stykker, undte Bavianen den kun det allernødvendigste, og dersom det dog var lykkedes Plejebarnet at tilegne sig noget og særlig stoppe noget i sine Kæbeposer, generede den sig ikke for at lukke op for disse og selv tage, hvad der var gemt i dem. Lige saa stor Anmasselsen, lige saa uhørt Indbildskheden kan være hos Hundeaberne, lige saa klart er de sig bevidste, naar de har gjort Uret og forøvet en strafværdig Handling. Et særdeles lærerigt Eksempel herpaa er anført af Sch ombur gk. I den zoologiske Af- deling af den botaniske Have i Adelaide levede en gammel Hanabe i et Bur sammen med to yngre Eksemplarer af samme Art, som den naturligvis beherskede og tyranniserede. Irriteret ved et eller andet, overfaldt den en Dag pludselig sin Vogter og bibragte denne et meget farligt Saar ved at overbide en Pulsaare. Schomburgk dømte den derfor til Døden og overdrog en af de andre Vogtere at fuldbyrde Dommen med Krudt og Bly. Aberne, der er fuldstændig vante til Ildvaaben, der jævnlig anvendes til at dræbe alle for Haven skadelige Dyr, kendte ganske vist deres Virkninger, men viste ikke den mindste Uro, naar man kom i deres Nærhed, forsynet med Bøsse. Ogsaa nu, Dagen efter den gamle Tyrans Misgerning, blev de to unge Aber siddende roligt ved deres Madtrug, da Vogteren, som havde faaet det Hverv at aflive deres Kammerat, kom hen til dem; men den dødsdømte Forbryder ilede derimod i største Hast ind i sit Sove- bur, som den ikke paa nogen Betingelse var at formaa til at forlade. Man forsøgte at lokke den frem ved at lægge dens Yndlingsføde ud til den; den saa, hvad den aldrig før havde gjort, sine to Under- saatter fortære Lækkerierne og vovede ikke at tage Del i Maaltidet. Først da den ulykkespaaende Vogter havde fjærnet sig, sneg den sig forsigtigt frem, røvede hurtigt nogle Smuler til sig og skyndte sig æng- steligt tilbage til sit trygge Gemmested. Endelig lykkedes det at lokke den frem endnu en Gang og derpaa udefra at tillukke dens Skjulested. Da den nu saa Vogteren paany komme hen til Buret med sit Vaaben, indsaa den, at den var fortabt; som en vanvittig- styrtede den imod Døren til Soveburet for om muligt at aabne denne;