Naturliv

LAPLANDS FUGLIZBJzERGE. J9 en Krans af smaa Skær. En af disse Klippekegler er et Fuglebjærg, og noget i sin Slags mere storartet kan man næppe tænke sig. Det var en herlig Sommerdag, da vi rustede os til at besøge det. Havet laa saa blankt og roligt, som det sjældent er Tilfældet, Himlen var klar og blaa, Luften varm og behagelig. Kraftige Nord- mænd roede vor lette Baad mellem de utallige Skær. Hvorhen Øjet saa, mødte det Fugle. Næsten hver eneste Sten, som ragede op over Havfladen, viste sig befolket. Nogle var ligesom hvidnialede af Skarnet fra Skarverne, der regelmæssig hvilede dér nogle Timer af Dagen. Ordnede i Rækker ligesom Soldater sad de i Flokke paa ti til tyve, ja op til Hundrede, i de besynderligste Stillinger med de lange Halse strakte frem og Vingerne udbredte, for at enhver Del af deres Krop skulde kunne blive rigtig gennemsolet; de baskede med Vingerne, som om de vilde tilvifte hverandre Køling, medens de med opmærksomme Blikke spejdede i alle Retninger. Under hæse Skrig plumpede de ved vor Baads Nærmelse ned i Vandet, og svøm- mende og dykkende spottede de alle vore Forsøg paa at komme dem nærmere. Andre Skær var aldeles bedækkede af Maager, stadig i Hundreder og Tusinder af en og samme Art, saavel som af Hanner, som muligt havde indfundet sig fra en eller anden Edderfuglehohn for efter Mænds Skik at passiare sammen, medens Hunnerne passede deres Rugning. Omkring andre Klippeøer havde de blændende hvide Eddergæs, maaske Hanner, der allerede var plukkede, samlet sig i store Skarer og paa sine Steder dannet en Krans, der paa Afstand blinkede som de store, hvide Aakander i vore stille Ferskvandssøer. 1 de ikke altfor dybe Sunde saa man fiskende Skalleslugere og Lommer, af hvilke en og anden nu og da lod sit ejendommelige Skrig høre, et Skrig, der blev trukket saa langt ud og indeholdt saa mange forskellige Toner, at man kunde kalde det for en virkelig Sang, havde det ikke været en Melodi saa vild, som den kun kan præsteres af et Nordhavets Barn, der har lyttet til og lært af Vinterstormenes Tuden og Brusen og de dønende Bølgeslag. Stolt som en Fyrste paa sin Trone sad hist og lier en Havørn — en Skræk for alle Havets fjerede Væsener — maaske ogsaa et helt Selskab af disse Røvere, mætte af Bytte; pilsnart ilede gennem sit milevide Gebet Jagt- falken, der havde bygget sin Rede paa en af de stejle Klippevægge; gyngende Fiskemaager, fiskende Terner svævede op og ned; Strand- 2*