Naturliv

20 LAPLANDS FUGLEBJÆRGE. skaderne hilste os med deres drillende Raab, ug rundt omkring os viste sig og forsvandt op og neddykkende Alker og Teister. X Vi sejlede videre i dette Selskab. Da vi havde roet omtrent ti Sømil, naaede vi ind i Nykernes Sværmomraade. Hvorhen vi end vendte vort Blik, overalt saa vi nogle af Bjærgets temporære Beboere fiske i Havet, dykke ned, opskræmte af vor Baad, og flyve i Vejret, medens de strøg saa tæt hen over Vandfladen, at deres brandrøde Svømmefødder piskede Bølgekammen. Vi saa Sværme paa halvtred- sindstyve indtil Hundrede, saa dem overalt komme stormende fra eller ilende hen imod Bjærget ug kunde ikke være i Tvivl om, at vi nær- mede os en stærkt befolket Fuglekoloni. Man havde imidlertid talt om Millioner af rugende Fugle, og saa store Masser kunde vi dog ikke faa Øje paa. Endelig, efter at vi havde roet omkring en frem- springende Klippeodde, laa Nyken for os. Rundt om i Havet mødte Øjet sorte, ved Bjærgets Fod hvide Punkter, de første viste sig uden nogensonihelst Orden eller Regelmæssighed, de sidste i Almindelighed, i Rækker eller skarpt begrænsede Flokke; det var de svømmende Alker, der havde Hoved, Hals og Nakke oppe over Havfladen, og de paa Bjærget siddende, der havde det hvide Bryst vendt mod Havet. Der var sikkert Tusinder, men ingenlunde Millioner. Da vi steg i Land paa den ligefor liggende 0 og her havde udhvilet os hos Ejeren af Nyken, sejlede vi over til denne, sprang i Land paa Klippen paa et Sted, hvor Brændingen ikke var altfor stærk, og klatrede nji rask op til det Tørvelag, der dækker hele Nyken med Undtagelse af nogle Takker og Spidser, der stikker op gennem Laget. Her fandt vi snart, at dette Torvelag overalt var gennem- trukket af Gange, lignende dem som Kaninerne gravér, saa at der paa hele Bjærget ikke engang fandtes en Plads saa stor som en almindelig Bordplade, hvor der ikke udmundede en saadan Gang. I Zigzag, mere klatrende end gaaende, arbejdede vi os op ad Bjærget. Under vore Skridt sitrede det underminerede Tørvelag, og frem af alle Huler tittede, krøb, rutschede og liøj i A ejret skifergraa, paa Bryst og Ryg blændende hvide Fugle, større end Duer, med fantastiske Næb og Fysiognomier, korte, smalle, spidse A inger og stumpede Haler; de vældede frem fra alle Huller og ikke mindre fra Klipperevner og Spalter. Hvorhen man end saa, mødte Øjet intet andet end Fugle, og Øret kunde ikke opfange andet end en dump, drønende