Naturliv

KARAVANER OG ØRKENREJSER. 279 større og mindre Vandsække for derefter at udbedre dem og endelig smøre dem paa Indersiden med en Slags ildelugtende, af Kolokvintfrø tilberedt Tjære. Til Slutning underkaster man endnu en Gang det soltørrede Kød en Besigtigelse, fylder nogle Sække med Kaffehirse eller Durra, andre med Trækul, nogle maaske ogsaa med den opsamlede Kamelgødning, afskyller Læderposerne paa Ydersiderne, fylder dem med friskt Vand fra Floden og afslutter det langvarige Arbejde med et, fra alle Sider gentaget, fra Hjærtet kommende: »El hamdu lillahi« — »Gud ske Lov!« Alle disse Forberedelser tilses af Karavanens Schabir eller Fører. Alt efter dennes Betydning indtager han en mere eller mindre høj Stilling; men i alle Tilfælde maa han være, hvad hans Titel angiver: en Mand, der kender Vejene og de herskende Forhold. En prøvet, erfaren Redelighed, Klogskab, Mod og Tapperhed er nødvendige Be- tingelser for hans vanskelige og ikke sjældent farlige Beskæftigelse. Han kender Ørkenen lige saa godt som Sømanden Havet, véd Besked med Stjernerne, er hjemme i enhver Oase, enhver Brønd paa Vejen, er velkommen i enhver Beduins eller Nomadehøvdings Telt, kan an- give alle Haande Midler til at formindske Rejsens Besværligheder og Farer, kan helbrede imod Skorpionstik og Slangebid eller i det mindste lindre den saaredes Smerte og haandterer med samme Dyg- tighed Kriger- som Jægervaaben, bærer Profetens Ord paa Læberne som i Hjærtet, fremsiger »Fatihaen« ved Opbrudet, repræsenterer Mueddin og Imam paa de foreskrevne Tider; er med et Ord Hovedet for den mangelemmedø Krop, der gennemvandrer Ørkenen. Paa Steder, hvor intet synes at antyde den Vej, som andre Karavaner har taget, hvor Vinden bag ved den sidste Kamels Klove har bortfejet ethvert Spor, finder han Tegn, som andre Mennesker ikke lægger Mærke til, men som gør, at han finder den rette Vej. Naar den tørre, ulykke- spaaende Ørkentaage skjuler de evige Stjerner, da lyser der for ham en Stjerne i hans Indre; han undersøger Sandet, manier dets Bølger, drager sine Slutninger af deres Retning, slutter sig af et Halmstraa til Himmelstrøget. Enhver Karavane, enhver rejsende betror med den mest uindskrænkede Tillid sin Skæbne til hans Førelse. Ældgamle, til Dels højst ejendommelige Love, der aldrig har været nedskrevne, men dog er kendte og anerkendte af alle, gør ham ansvarlig for Rejsens