Naturliv

282 KARAVANER OG ØRKENREJSER. som det gaar Ørkenens indfødte Søn, han har længtes tilbage dertil, han har længtes efter blot en eneste Dag, blot en eneste Time at komme til at indaande dens Luft, lade de Billeder fremtræd© for Øjet, lade de uudsigelige Akkorder lyde i Sjælen, som dér et poetisk Menneske har følt — han har følt Hjemve efter Ørkenen. Denne er i Sandhed »El Bah lir bela maa« — Havet uden Vand — et Modstykke til Havet. Den er ikke dette undergiven saaledes som den øvrige Jord: indenfor den forsvinder dette livsvækkende og opret- holdende Elements Magt. Over den hele Jord bærer Vinden Havets Sendebud, Skyerne; men disse forsvinder for Ørkenens Glød. Kun sjældent iagttager man det lette, næppe synlige Skybillede, kun sjældent i Morgengryet det fugtige A ånde dræt paa et Blad. Morgen- og Aften- røden er i den kun svage Taagepust, der næppe er dannede, før de atter forsvinder. Overalt, hvor Vandet er kommet til Magten, forvandler det Ør- kenen til frugtbar Jord, om end forholdsvis tarvelig, men strengt og udpræget optræder Ørkenen umiddelbart ved den frugtbare Jords Grænser. Hvor den sidste Bølge, der ved Menneskesmilet er ledet omkring fra den guddommelige Nil, løber ud i Sandet, gør den sig gældende. Vandreren, som færdes mod Nilbjærgene, træder med sin ene Fod i den spirende Kornmark, med den anden i Ørkenen; thi det er ikke i og for sig Sandet, der hindrer Planternes Fremkomst, men ene og alene den brændende Hede, som gennemtrænge! den. Hvor den vandes eller periodisk oversvønnnes af Floden, hvor den bliver gennemfugtet, breder der sig endog midt i Ørkenen et venligt, grønt Tæppe; og paa den Jord, der ellers er saa tom paa Planter, vokser der endog Buske og Træer. Fattig, meget fattig er Ørkenen, men død er den ikke, i det mindste ikke for de Mennesker, der forstaar dér at søge og finde Livet. Den, der med sløvt Blik gennemstrejfer Ørkenen, ser ganske vist ikke andet end Sandmarker og Bjærgkegler, nøgne Dale og nøgne Bjærg- kæder, overser maaske de sivlignende Græsarter og buskagtige Træer, som sparsomt skyder frem i de dybere Dale, endog muligvis de faa levende Væsener, der tindes hist og her; den, der vil se, tinder uendelig meget niere. For saadanne svagsynede Mennesker er Ørkenen kun et Angstens og Skrækkens Rige: de lader sig til den Grad ned- trykke af Dagens Tyngde og Hede, at selv den herlige Nat ikke