Naturliv
Forfatter: A.E. Brehm
År: 1892
Forlag: Trykt Hos J. H. Schultz
Sider: 502
UDK: 5 (04)
Industri-Foreningen
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
KARAVANER OG ØRKENREJSER.
283
bringer dem nogen Trøst, ikke nogen Vederkvægelse; de træder med
Frygt ind i Ørkenen og forlader den med Gysen. De føler kun det
forfærdelige, de føler kun Ørkenrejsens Besværligheder, for Ørkenens
overordentlige Majestæt er deres Hjærte for lille. Den, der virkelig-
har lært den at kende, dømmer anderledes.
Fattig er Ørkenen, men ikke død. Jordens Beskaffenhed veksler
paa mangfoldige Maader, ihvorvel den bærer et væsentlig ensartet Præg.
Paa. vide Strækninger er Ørkenen et Hav med ejendommeligt dannede
Klipper, bratte Vægge og dybe Afgrunde, besynderlige Rygge, under-
ligt optaarnede Spidser, som den stedse blæsende Vind snart indhyller
med Sand, snart atter blotter og uophørligt sliber, bearbejder og til-
spidser. Sorte, i Solen glødende, Masser af Sandsten, Granit eller
Syenit, sjældnere af Kalk eller Skifer, hist og her ogsaa vulkanske
Bjærgarter danner ejendommelige Højdedrag. Naar Vinden blæser fra
den ene Side, fejer den Sandtæppet bort fra dem, men driver uafbrudt
nyt, fint Sand hen over deres Vægge; og naar den vokser til Storm,
indhyller den dem formeligt i et tykt Slør og lader ikke Sandet hvile,
før den har drevet det bort over de højeste Toppe over paa den anden
Side, som befinder sig i Læ, og opdynger her alendybe Lag af det
reneste Flyvesand. Disse Lag er i en stadig Bevægelse, skrider uop-
hørligt ned, forøges bestandig fra den modsatte Side og fremtræder
som brede Baand; de stikker brat af mod den mørke Væg, ses i lang
Frastand og i en vis Belysning ligefrem skinner. Saadanne Højdedrag
kan med Føje kaldes Ørkenens Klenodier. Den, der ikke har gjort
Bekendtskab med den glødende Søndenvind, kan ikke forestille sig den
forunderlige Farverigdom, den Glans, det Skær, som det rige Sollys
kan fremkalde selv paa det mest øde og vildeste Bjærg. Ørkenbjærget
er aldrig beklædt med venlige, grønne Skove. Allerhøjst fører Dværg-
busken et hensygnende Liv paa de øverste Toppe; man mangler dér
Bøgenes Hvisken, Fyrrenes Susen, den friske Skvalpen og Brusen af
de springende Bække, der i Europas Fjældegne breder deres Sølvbaand
over Bjærgene, snart omgærdet af smilende Grønsvær, snart styrtende
i vild Dans fra Klippe til Klippe, glimrende i Solen i alle Regnbuens
Farver. Man mangler dér det Is- og Snetæppe, som Solen i Morgen-
og Aftenrøden overgyder med Purpur eller ved Middagstid iklæder
et straalende Skær; der mangler det friske, saftige Græstæppe. Med
et Ord: der mangler det nordiske Højfjælds yndefulde Trylleri. Og