Naturliv

KARAVANER OG ØRKENREJSER. 283 bringer dem nogen Trøst, ikke nogen Vederkvægelse; de træder med Frygt ind i Ørkenen og forlader den med Gysen. De føler kun det forfærdelige, de føler kun Ørkenrejsens Besværligheder, for Ørkenens overordentlige Majestæt er deres Hjærte for lille. Den, der virkelig- har lært den at kende, dømmer anderledes. Fattig er Ørkenen, men ikke død. Jordens Beskaffenhed veksler paa mangfoldige Maader, ihvorvel den bærer et væsentlig ensartet Præg. Paa. vide Strækninger er Ørkenen et Hav med ejendommeligt dannede Klipper, bratte Vægge og dybe Afgrunde, besynderlige Rygge, under- ligt optaarnede Spidser, som den stedse blæsende Vind snart indhyller med Sand, snart atter blotter og uophørligt sliber, bearbejder og til- spidser. Sorte, i Solen glødende, Masser af Sandsten, Granit eller Syenit, sjældnere af Kalk eller Skifer, hist og her ogsaa vulkanske Bjærgarter danner ejendommelige Højdedrag. Naar Vinden blæser fra den ene Side, fejer den Sandtæppet bort fra dem, men driver uafbrudt nyt, fint Sand hen over deres Vægge; og naar den vokser til Storm, indhyller den dem formeligt i et tykt Slør og lader ikke Sandet hvile, før den har drevet det bort over de højeste Toppe over paa den anden Side, som befinder sig i Læ, og opdynger her alendybe Lag af det reneste Flyvesand. Disse Lag er i en stadig Bevægelse, skrider uop- hørligt ned, forøges bestandig fra den modsatte Side og fremtræder som brede Baand; de stikker brat af mod den mørke Væg, ses i lang Frastand og i en vis Belysning ligefrem skinner. Saadanne Højdedrag kan med Føje kaldes Ørkenens Klenodier. Den, der ikke har gjort Bekendtskab med den glødende Søndenvind, kan ikke forestille sig den forunderlige Farverigdom, den Glans, det Skær, som det rige Sollys kan fremkalde selv paa det mest øde og vildeste Bjærg. Ørkenbjærget er aldrig beklædt med venlige, grønne Skove. Allerhøjst fører Dværg- busken et hensygnende Liv paa de øverste Toppe; man mangler dér Bøgenes Hvisken, Fyrrenes Susen, den friske Skvalpen og Brusen af de springende Bække, der i Europas Fjældegne breder deres Sølvbaand over Bjærgene, snart omgærdet af smilende Grønsvær, snart styrtende i vild Dans fra Klippe til Klippe, glimrende i Solen i alle Regnbuens Farver. Man mangler dér det Is- og Snetæppe, som Solen i Morgen- og Aftenrøden overgyder med Purpur eller ved Middagstid iklæder et straalende Skær; der mangler det friske, saftige Græstæppe. Med et Ord: der mangler det nordiske Højfjælds yndefulde Trylleri. Og