Naturliv

KARAVANER OG ØRKENREJSER. 287 hans dødbringende Vaaben og und drager sig til sidst skrænit, men uden Vanskelighed enhver videre Fare. Jo længere den flygter, desto mindre synes dens Legeme at blive, desto utydeligere bliver dens Kon- turer, og til sidst smelter den sammen med den umaadelige Sand- flade og synes at opløses i en Taage. Den har nu gjort det umuligt at opdage dens Opholdssted; intet Øje kan linde den; men forsvinder den for Øjet, lever den dog i Tankerne. Thi selv en Europæer maa nu kunne indse, hvorfor Gazellen har faaet saa præg- tige Blomster til at knoppes i den østerlandske Skjalds rige Fantasi; hvorfor han stiller dette Dyr saa højt, hvorfor han sammenligner det Øje, som varmer hans Hjerte, med Gazellens, hvorfor han kalder den Hals, omkring hvilken hans Arm slynges i den fortrolige Hyrdetime, for en Gazelles; hvorfor Ørkenbeboeren fører en tæmmet Gazelle ind i 'feltet til sin Hustru, som glæder sig i Haabet om kommende Lykke, lor at hun kan fryde sig ved Dyrets skønne Øjne og lade disse gaa i Arv til det ventede Kærlighedspant; hvorfor endog den fromme Sanger i den sirlige Antilope kan finde et synligt Billede af sin Læng- sel efter det høje; thi selv han, der har skjult sig for Verden, maa have mærket et Pust af den Glød, som inspirerede de ildfulde Lov- sange om dette Dyr. Mindre yndefulde, men derfor ingenlunde mindre overraskende, optræder andre Ørkendyr. Mellem det sparsomt voksende Halfagræs bevæger sig med trippende Skridt en talrig Skare Fugle af en Dues Størrelse. Skrabende med Fødderne og hakkende med Næbet søger disse 1 ode. Uden at røbe nogen Uro, tillader de en Rytter at nærme sig paa mindre end et Hundrede Skridt; med en god Kikkert kan man ikke blot iagttage alle deres Bevægelser, men ogsaa deres Fjerbeklæd- nings mest fremtrædende Farver. Med sænket Hoved, sammentrukken Hals og Kroppen næsten baaren vandret løber de omkring for at plukke Frø, de faa Korn, som Ørkengræsset frembringer, samt In- sekter. Nogle stikker Tid efter anden spejdende Halsen frem; andre derimod roder sorgløst i Sandet, pudser deres Fjer eller lægger sig helt paa Siden for at sole sig. Man kan tydeligt se alt dette, tælle, overtyde sig om, at der er over 50, næppe færre end 100. Hvilken Ørken jæger vilde ikke af dem blive fristet til Jagt? Sikker paa sit Bytte skyder den endnu uerfarne sin Kikkert sammen for i Stedet at tage Bøssen i Haanden, og langsomt nærmer han sig den brogede