Naturliv

KARAVANER OG ØRKENREJSER. 286 mærksomhéd henledt paa Dyreverdenen ved den ikke langt fra Vejen græssende Gazelle. Ogsaa Antilopen kan man kalde et typisk dannet Ørkendyr. Ihvorvel den er fuldkommen harmonisk bygget, synes dog dens Hoved og Sanseorganer altfor store og dens Lemmer for spæde, næsten skrøbelige; men dette Hoved indeslutter en Hjerne, som giver den en blandt Pattedyrene ualmindelig Klogskab og aandelig Begavelse; og disse Lemmer er som byggede af Staal, overordentligt kraftige og spæn- stige, saa at de muliggør den højeste Grad af Bevægelighed og utrættelig Udholdenhed. Den, der kun har set Gazellen i Fangenskab i et snævert Rum, kan ikke tænke sig, hvorledes den optræder i Ørkenen. Hvilken Bevægelighed, Behændighed, Sm i (lighed, Sirlighed og Ynde udfolder den ikke i sin Hjemstavn! i hvor høj Grad fortjener den ikke af Østerlændingen og i Særdeleshed af Ørkenbeboeren at vælges til et Sindbillede paa kvindelig Skønhed! Stolende paa sin sandfarvede Dragt og sin uforlignelige Bevægelighed og Hurtighed, ser den med sine klare Øjne fast og tilsyneladende ganske sorgløs paa Kameler og Ryttere; uden at lade sig forstyrre af forbidragende Ka- ravaner, vedbliver den at græsse. Fra sin blomsterbedækkede Mimose- busk tager den en prangende Blomst eller et kraftigt Skud, mellem clet saftige Halfagræs finder den et lint Straa. Nærmere og nærmere kommer Karavanen; den løfter Hovedet, lytter, vejrer, ser sig tilbage, gør et Skridt fremad og vedbliver at græsse. Pludselig sætter den de spænstige Ben fast mod Jorden, og bort iler den saa hurtigt, saa let, saa behændigt, saa yndefuldt, som om den svimlende Fart kun var en Leg. Over den gule Sandslette jager den med Tankens Ha- stighed, over store Stene eller Tamariskbuske springer den, som om den havde Vinger. Den synes næppe at berøre Jorden, saa overordentligt lette og skønne er dens Spring; et Ørkendigt synes at have legenilig- gjort sig i den, i den Grad fængslende virker dens uforlignelige Skøn- hed og Hurtighed. Efter nogle Minutters Løb har den undgaaet enhver Fare, der kunde true den fra saadanne Fjender; thi forgæves anstrenger den ypperligste Rytter sig for at følge den; ikke en eneste Vindspiller formaar at indhente den. Snart sagtnes dens Fart; endnu nogle Øje- blikke, og den staar stille og spejder som før. Drillevorn, som den er, lader den den mordlystne Rytter, som for Alvor begynder at for- følge den, nærme sig, trækker sig to, tre Gange ud af Rækkevidde for