Naturliv

316 LAND OG FOLK MELLEM NILENS KATAPAKTER. snart blev den nøgne Jordbund beklædt med det herligste Grønsvær. Ved lav Vandstand skyder den lidt efter lidt opvoksende Buskskov nye Grene; naar Floden stiger, overstrømmer Vandet 0 og Skov; højere og højere svulmer Floden; heftigere og stærkere syder Bølgerne; Pilene bøjer sig for dem, men klamrer sig saa meget sikrere fast mellem Klipperne. I Maaneder ligger de begravede under Bølgevældet paa en eller anden Kvist eller Gren nær, som stikker op over den skummende og fraadende Vandflade; men deres Rod beholder sit Fod- fæste, og med nyt Livsmod skyder Buskene op, saa snart Vandet atter er sunket. Paa saadannc Steder i det øde Vildnis ser man ogsaa Spor af det Dyreliv, som man kan iagttage paa andre Steder i Nil- dalen. Blandt Pilebuskene har et eller andet Par af den livlige og skrigelystne Nilgaas slaaet sig ned; ved Siden af har en sirlig Vipstjært tæstet Bo; fra Klippevæggen lyder Stenskvættens Sang; omkring de blomstrende Mimoser flyver den første Tropefugl, man møder, en prægtig Honningsuger; nu og da træffer man maaske ogsaa paa en Flok nydelige, smaa Klippehøns. Alle disse og endnu nogle andre danner den sparsomme Dyreverden i denne Klippedal; kun i Træk- perioden forøges denne ved ofte meget talrigt optrædende Fugle- hære, som følger Floden, deres store Landevej til det indre Afrika, og hist og her i Dalen hviler ud efter Rejsen. Men de skynder sig saa hurtigt som muligt derfra, da Klippedalen ikke engang kan føde dem et Par Dage. Det er jo ofte vanskeligt at fatte, hvorledes de kan linde deres daglige Brød. Og dog er de ikke de eneste levende Væsener i denne Vand- ørken; der findes ogsaa Mennesker, der kalder den deres Hjem. Hist og her, stundom i milelang Afstand fra hverandre, træffer man paa en eller anden kummerlig Halmhytte, i hvilken en Nubier tilbringer sit usle Liv med sin Familie. En lille Bugt mellem Breddens Klippe- væg, fyldt med frugtbart Dynd, muligvis ogsaa kun et Dyndleje, der har fæstnet sig til disse, udgør hans tarvelige Ejendom. I første Til- fælde er han en rig Mand i Sammenligning med den Stakkel, som kun kan rande over et saadant Dyndleje. Med Livsfare svømmer denne sidste over til de fra Bjærget tilgængelige Steder ved Bredden, hvor den synkende Flod har afsat sit Dynd, og besaar med Bønner den Strim- mel, som lige er bleven fri for Vand; nogle Dage efter, naar Floden er falden yderligere, gentager han sit Besøg og sin Saaning og bliver