Naturliv

26 LAPLANDS FUGLEBJÆRGE. deres Rugepladser. Faber, den udmærkede Kender af de højnordiske Fugle, har, som sædvanligt, skildret det i faa Ord: »De skjuler Solen, naar de flyver op; de bedækker Skærene, naar de sidder; de overdøver Brændingens Larm, naar de skriger; de farver Klipperne hvide, naar de ruger«. Efter at jeg havde set Edderfugleholme og- Alkebjærge, troede jpg den fortræffelige Taber, og dog tvivlede jeg, som enhver Natur- foiskei maa, og det var mig derfor meget magtpaaliggende at komme til at besøge Svartholm. En elskværdig Nordmand, Føreren af det Postdampskib, hvormed jeg sejlede, opfyldte, efter at vi var bievne nærmere bekendte, gerne min Anmodning om at lade Skibet passere forbi Rugestedet. Saaledes nænnede vi os da Odden en Aften sent. Alleiede i on Afstand cit soks til ott6 Sømile blev vi indhontedt* <if Flokke paa indtil et Par Hundrede tretaaede Maager, der alle var paa Vej til "Redepladsen. Jo nærmere vi kom Svartholm, desto hurtigere fulgte disse Flokke paa hverandre, og desto talrigere blev de. Endelig- viste Fuglebjærget sig, en Klippevæg, der næsten faldt lodret ned mod Havet og var gennembrudt af utallige Huller; den havde en Længde af omtrent 2400 Fod og en Højde af 5 til 600 Fod. I lang Frastand saa den ud til at være graa, og med Kikkert kunde man paa den iagttage en utallig Mængde hvide Punkter og Linier. Det saa ud, som om en nmaadelig Skifertavle var bleven overmalet med allehaande Figurer; det syntes, som om hele Klippen var behængt med et vidunderligt Næt af dinglende Kæder, Ringe og Stjærner; ud fra de større eller mindre Huler lyste der noget hvidt, og dette hvide stak endnu skarpere af mod de ikke afbrudte Skraa- ninger. Det var de rugende eller i deres Rede siddende Maager, som dannede disse Figurer, og Fabers Ord: »De bedækker Klipperne, naar de sidder«, viste sig bogstaveligt sande. Vort Skib, som strøg tæt ind til Klipperne, opskræmte en Del af Maagerne, og nu oprullede der sig for mine Blikke et Billede, lig det, jeg før havde set paa mange Edderfugleholme og andre Mange- øer. Da lød Braget af et Kanonskud, som min Ven havde lusnet mod Klippevæggen. Som naar en hvirvlende Snestorm drager gennem Lutten og slynger Sneskyer omkring, indtil de splittes til Flokke og sænker sig ned mod Jorden, saaledes sneede det nu med Fugle. Man saa hverken Bjærg eller Himmel, men kun en Vrimmel uden Lige;