Naturliv

LAPLANDS FUGLEBJÆRGE. 27 en tyk Sky indhyllede hele Synskredsen, og Ordene: »De skjuler Solen, naar de flyver«, var saaledes ogsaa gaaede i Opfyldelse. Hæftigt blæste Nordenvinden, og skummende brødes Ishavet mod Klippens Fod; men endnu højere lod Maagernes gennemtrængende Skrig, for ogsaa at give Faber Ret i hans sidste Paastand: »De over- døver Brændingens Larm, naar de skriger«. Endelig sænkede Skyen sig ned over Havet, man kunde atter iagttage Svartholms Konturer, der hidtil havde været skjulte af denne, og- Øjet fængsledes af et nyt Skuespil. Paa Klippevæggen syntes der at sidde ligesaa mange Maager som før, og Tusinder fløj endnu frem og tilbage. Og da et nyt Skud opjog nye Skarer, sneede det paany ned i Havet med Fugle, og dog var Klippevæggen stadig bedækket af Hundredtusinder. Men paa Havet, saa langt Blikket kunde naa, laa Maagerne og gyngede paa Bolgerne ligesom Skum. Hvorledes skal jeg vel kunne beskrive dette Skuespil? Skal jeg sige, at Havet i sit mørke Bølge- skrud havde indflettet Millioner og atter Millioner af lyse Perler? Eller skal jeg sammenligne Maagerne med Stjærner og Havet med Himmelhvælvingen? Jeg véd det ikke; men det véd jeg, at jeg aldrig paa Havet har oplevet noget skønnere, og som om det endnu ikke var nok, kastede pludselig Midnatssolen, der for en Stund havde været dækket af en Sky, sit Rosenskær over Odde, Hav og Fugle, belyste alle Bølgekamme, som om der var blevet udbredt et gyldent, stormasket Næt over Havet, og lod de blændende hvide Maager, der ligeledes var överstraalede af Rosenskæret, fremtræcle endnu mere lysende. Overfor et saadant Skuespil stod vi maalløse. Vi, vore medrejsende, ja endog Matroserne om Bord, dvælede længe, længe ubevægelige, dybt grebne af det vidunderlige Billede foran os, indtil Tavsheden omsider blev brudt af én iblandt os, som, mere for at genfinde sig selv i Lyden af sin egen Stemme end for at give et Udtryk for hvad han følte, lod Digterens Ord glide over Læberne: „Midnatssolen blodrød, mat, stod over Fjældevægge; det var ej Dag, det var ej Nat, det dæmred imellem begge.11