340
LAND OG FOLK MELLEM NILENS KATARAKTER.
Vældige Urner, fyldte med Meriesa, indbyder til Fest; i andre Kar
af samme Sort koges Kødet af nys slagtede Faar, under Tilsyn af
indfødte Koner og Piger, som til Ære for Dagen har indgnedet sig
med stinkende Ricinusolie, der tvinger enhver Europæer til at holde
sig i tilbørlig Afstand. Citherklang og Trommeslag giver Tegnet til,
at »Fantasien«, Festen, Gildet, Drikkelaget begynder. En Følelse af
overordenlig Velbefindende griber nu enhver af de søfarende, usigeligt
Velbehag røber sig i alles Miner og Bevægelser. Men endelig kræver
den efter Dagens tunge og sjælsoprivende Arbejde uundgaaelige Træt-
hed sin Eet. Tarabukaen falder ned fra den mere og mere slappe Arm,
Tamburinen hviler i den matte Haand, og lidt efter lidt tier alle de
for nogle Øjeblikke siden saa højrøstede Stemmer.
Men da begynder Natten at tale sit Sprog. Ovenfra lyder
Faldenes Drøn; i Palmekronerne, i hvis Blade Natvinden leger, be-
gynder der en hviskende Susen; mod den lave Strand brydes mumlende
de plaskende Bølger. Og Vandenes Brusen, Bølgernes Slag, Vindens
Susen og Palmernes Hvisken danner det herligste Slumrekor, som
vugger alle ind i de gyldne Drømmes Rige.