Naturliv

LAND OG FOLK MELLEM NILENS KATARAKTER. 339 Fra Toppen af Vandfaldet ser man med beklemt Hjærte ned i et i Betragtning af Vandets frygtelige Kraft forfærdeligt Dyb, og umiddel- bart foran den nederste Del af Faldet hæver der sig en rund Klippe- blok, omvældet af skummende Bølger og hævende sig over Vandet som et af hvide Lokker omgivet Kæmpehoved. Som en afskudt Pil iler det skrøbelige Fartøj, som her ikke i mindste Maade lystrer Ror og Aarer, lige ned imod dette Kæmpehoved. »I den almægtiges Navn, ro Karle, I tapre, stærke, dristige Mænd, I Flodens Sønner!« skriger Baadføreren. »Bagbord med Roret!« Men Ror og Aare svigter. Baaden farer uskadt forbi Klippeblokken, men styrer ind i en snæver Vej, der styrbord for Blokken fører ind i et Kaos af Klipper, og for- gæves spejder alle Blikke efter en Mulighed for at komme ud af denne Labyrint. Allerede slipper Matroserne Aarerne for at befri sig for deres sidste Klædningsstykker, for at disse ikke efter Baadens forventede Stranding skal hindre dem i deres Svømning; da høres der pludselig et frygteligt Brag, og alles Øjne vendes bagud: det nysnævnte Klippehoved har som Offer modtaget den efterfølgende længere og mindre let manøvrerede Baad og bærer den frit svævende oven over de neden for sydende Bølger. Dette forøger den almindelige For- færdelse ; alle Matroserne anser denne Baads Besætning som fortabte, og alle forbereder sig til at springe i Dybet. Da lyder klart og højt den gamle Flodlods’ rystende Stemme over det redningsløst drivende Fartøj: »Er I gale, er I forladte af Gud, I Sønner af Hedninger! Arbejd, arbejd Drenge, Mænd, Helte, rettroende! I den almægtiges Haand hviler al Kraft og Styrke, Ære være ham, altsaa til Aarerne, I Sønner af Helte!« Selv gaar han hen til Roret og fører paa faa Minuter (len drivende Baad fra de vildfarnes Vej til den rette Vej. Det ene Fartøj efter det andet kommer ind i smult Vande; men ikke alle Baadene undgaar Ødelæggelsen. Endnu stedse og sandsynligvis lige indtil Nilen næste Gang stiger, bærer Kæmpehovedet sin Byrde, og den nysnævnte Baad, som havde Kvinder ombord, sprang i tusinde Splinter allerede i det første Fald. Med den lykkeligt reddede Be- sætning beder Sømanden, ligesom før Afgangen: »Lovet og priset være Verdens Herre!« Udenfor den palmebeskyggede By Wadihalfa ligger de fleste Baade fortøjede ved Siden af hverandre; paa selve Strandbredden er Sømændene lejrede i maleriske Grupper omkring den flammende Ild, 22*