Naturliv

338 LAND OG FOLK MELLEM NILENS KATARAKTER. Evropæerne; blændende hvidt Skæg omgiver hans ærværdige Ansigt, hans hvide Overdragt minder om en Præsts Talar. »Sønner af en fremmed Jordbund, Mænd fra Frankernes Land«, saaledes begynder han, »vanskelige Ting har I overvundet sammen med os, endnu vanskeligere forestaar der Jer. Jeg er født her i Landet; i halv- fjersindstyve Aar har Solen straalet paa min Isse, tilsidst har den bleget mit Haar: jeg er en gammel Mand! — I kunde være mine Børn. Agt derfor paa den advarende Røst og afstaa fra Jeres Forsæt om at følge med os i Morgen. Ukyndige gaar I Faren i Møde, men jeg kender den. Havde I som jeg set de Klipper, der lukker Porten for Vandmasserne, havde I som jeg hørt, hvorledes disse Vandmasser vrede og tordnende fordrer at komme frem og igennem, hvorledes de oversvømmer Klipperne og brusende styrter ned i Dybet, betænkte I, at ene og alene Guds Naade og Barnihjærlighed, som vi ærer og priser, kan føre vor skrøbelige Baad igennem, saa vilde I lyde mit Raad. Vilde ikke Sorgen knuse Eders Mødres Hjærter, dersom den almægtige forlod os? Saa maa den gode Gud være med os alle!« Allerede før Solopgang bliver det livligt paa Bredden; andægtigere end nogen Sinde fremsiger Sømanden sin Morgenbøn. Alvorlige Styr- mænd, erfarne i Strømforholdene, unge, behændige, kraftige og dristige Rorkarle tilbyder den gamle deres Tjeneste. Omhyggeligt udvælger han blandt disse de erfarneste Rorgængere, de kraftigste Rorkarle; ved Aarerne sætter han tre Mand og maner derpaa til Opbrud. »I Mænd og Sønner fra dette Land, I Flodens Børn, bed Fatihaen!« befaler han; og alle fremsiger Koranens Ord: »Lovet og priset være Verdens Herre, Alforbarmeren, som hersker paa Dommens Dag; Dig vil vi tjene, til Dig vil vi bede, at Du leder os ad den rette Vej, deres Vej, som kan glæde sig ved din Naade, men ikke deres, paa hvem Du vredes, og de vildfarnes Vej!« »Amen, Sønner; i den almægtiges Navn! kast los, og Haanden paa Aarerne«. I Takt falder disse i Vandet. Langsomt driver den opdæmmede Strøm Baaden frem imod det første Fald, og atter jager den af Sted, saasnart den er kommen ind i dette, uden hverken at lystre Ror eller Aare, sukkende og knagende i alle Furer styrter den igennem fraadende Skummasser, gennem Hvirvler, Pas og krumme Kanaler, overstænket af Bølger og Skum stryger den tæt forbi Klippekanter og fremspringende Klippeblokke.